Erhverv

De danske aktier begynder mandagen i rødt: Danske Bank er et af ganske få lyspunkter

Lego smadrer sine egne rekorder

Lego vokser med tårnhøje vækstrater og fordobler sit driftsresultat i første halvår af 2021. Lego-chefen forventer forsat at kunne vokse mere end konkurrenterne, og en analytiker giver ham ret.

Endnu engang præsenterer Lego-chefen et rekordresultat, men denne gang af hidtil usete dimensioner. Omsætningen er vokset med næsten 50 pct., og driftsresultat er fordoblet. Foto: Mads Frost

Lego lader hånt om alle verdens leveringsproblemer og stigende fragtrater og brager ind i 2021 med et halvårsregnskab, der sætter både Legos egne rekorder og konkurrenterne til vægs.

Omsætningen er vokset med 46 pct. Driftsresultat er mere end fordoblet.

»Vi har i de senere år investeret i en række strategiske initiativer inden for digitalisering, i produkterne, i både digitale og fysiske butikker og i vores varemærke. Nu giver strategien pote,« lyder forklaringen fra Niels B. Christiansen, adm. direktør i Lego.

Første halvår (mia. kr.) 2021 2020
Omsætning 23,0 15,7
Driftsresultat 8,0 3,9
Resultat efter skat 6,3 2,6

I første halvår har Lego på den ene side øget sit salg af legetøj på nettet med 50 pct. På den anden side har man åbnet 61 nye fysiske butikker, heraf de 40 i Kina.

Nu har Lego i alt 737 egne butikker rundt på kloden, hvoraf de 291 ligger i Kina. I resten af 2021 venter selskabet at nå op på over 850 butikker globalt.

Det er også Legos strategiske initiativer i de senere år, der ligger bag den markante forbedring af driftsresultatet, som er fordoblet fra 3,9 mia. kr. til 8 mia. kr.

Lego
  • Lego-koncernen er ejet af hhv. Lego Fonden med 25 pct. af aktierne og Kirkbi med 75 pct. af aktierne.

    Kirkbi er Lego-familiens pengetank og er ejet ligeligt af Kjeld Kirk Kristiansen, tredje generation efter Legos skaber, Ole Kirk Kristiansen, og af Kjeld Kirk Kristiansens tre børn, Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard. De fire ejer omtrent en fjerdedel hver af Kirkbi.

Men Lego-chefen forventer ikke at kunne holde tempoet - heller i omsætningen.

»En vækst på 50 pct.? Nej, det tror jeg ikke. Sidste år måtte vi lukke fabrikker, og mange butikker lukkede, og det forklarer en del af væksten i år, fordi det er åbnet op igen i år. Men det interessante er, at vi i de seneste tre-fire år er vokset dobbelt så hurtigt som markedet. Vi tager markedsandele,« siger Niels B Christiansen.

Kan I blive ved med det?

»Vi har i hvert fald gjort det i tre-fire år,« siger han.

Lego har klart taget markedsandele, bekræfter Frederique Tutt, som er legetøjsanalytiker ved det anerkendte analysehus NPD. Hun bruger en kurv af de 13 førende legetøjsmarkeder, som afspejler udviklingen i de udviklede lande, herunder EU, USA og Australien.

»Salget i de 13 legetøjsmarkeder er vokset med 13 pct. til og med august i år. Over de seneste to år er de vokset med 27 pct., og Lego er størst i alle de markeder, og de vinder markedsandele,« siger Frederique Tutt, som endnu ikke har set halvårsregnskabet fra Lego.

Det bedst sælgende Lego

Disse Lego-temaer sælger bedst - i vilkårlig rækkefølge:

  • Lego City
  • Lego Star Wars
  • Lego Harry Potter
  • Lego Creator Expert
  • Lego Technic



Legos to store konkurrenter, amerikanske Mattel og Hasbro, har varslet prisstigninger i de kommende måneder.

Det har Lego ingen planer om, siger Niels B. Christiansen.

Samtidig forventer Frederique Tutt, at mange legetøjsproducenter vil få en i bedste fald meget ustabil levering af varer, fordi der er stor mangel på fragtkapacitet i verden, og langt det meste legetøj bliver produceret i Asien.

Første halvår 2021 Lego Hasbro Mattel
Omsætning (mia. dollars) 3,6 2,4 1,9
- vækst i forhold til 1. halvår 2020 46 pct. 24 pct. 43 pct.

»Lego er i en bedre position, fordi de har produktion i flere regioner, så de vil være mindre påvirket. Det betyder heller ikke så meget for Lego, at der eventuelt kommer leveringsproblemer, for selvom barnet ikke får den bestemte Star Wars-æske, det havde ønsket sig, vil det blive lige så glad for en anden Lego Star Wars-æske,« siger Frederique Tutt.

Salget af Lego voksede inden for alle forbrugergruppe, dvs. både drenge og piger og kvinder og mænd.

Læs også