Erhverv

Coop Danmark vil erobre milliardsalg i discount fra konkurrenterne

Coop Danmark har lagt en strategi om at fordoble salget i discount. Det skal ske med en storoffensiv i den nye kæde Coop 365, mens koncernen erkender, at dens Fakta-kæde står svagt.

Dagligvarekoncernen Coop Danmark har store ambitioner for den nye discountkæde Coop 365. Den har indtil nu åbnet ca. 50 butikker. Blandt de første i kæden er en butik i Valby. Foto: Stine Bidstrup

Coop Danmark vil kapre 10 mia. kr. i ny omsætning på det danske discountmarked og dermed fordoble salget i den del af dagligvarekoncernen.

Det skal ske gennem en stor offensiv med den nye lavpriskæde Coop 365, der skal gå fra 50 butikker i dag til 300-400 butikker allerede i 2025 - blandt andet ved at omdanne andre Coop-butikker til det nye koncept.

Coop Danmark
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, Superbrugsen, Dagli’brugsen, Irma, Fakta og Coop 365 med aktuelt tilsammen 1.030 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 400 af Coops butikker.
  • Ud over dagligvarer har Coop en række andre aktiviteter, bl.a. inden for ejendomme, butikskæden FDB Møbler og en kaffefabrik i Kenya.
  • Dertil kommer onlinehandel.
  • Koncernen ejes af 1,9 mio. medlemmer.

De seks danske discountkæder sidder samlet på over 40 pct. af det danske dagligvaremarked. Før coronakrisen havde de tilsammen et salg på den gode side af 100 mia. kr. årligt.

Målt i størrelse ligger Netto under Salling Group samt norskejede Rema 1000 i front, efterfulgt af Coops Fakta-kæde samt de to tyskejede kæder Aldi og Lidl.

Fakta har gennem en årrække været en udfordring for Coop med dalende salg og millionunderskud. Dagligvarekoncernen lancerede derfor for et år siden det nye lavpriskoncept Coop 365. Efter en testperiode er der altså nu rullet 50 butikker ud.

Vi kommer til at kaste mange investeringskroner og ressourcer i discountvækst. Vi går all in i den satsning.

Kræn Østergaard Nielsen, koncernchef i Coop Danmark

Ambitionen i en ny 2025-strategi for Coop er, at den kæde skal vokse hastigt med mange flere butikker.

»Vi vil fordoble vores omsætning på discount de næste 10 år, så den når op mod 20 mia. kr. Netop lavprissupermarkederne sidder jo i dag på tæt ved halvdelen af det danske marked, men udgjorde rundt regnet kun en fjerdedel af vores omsætning i fjor. Så vi skal være stærkere. Her er Coop 365 meget vigtig,« siger koncernchef Kræn Østergaard Nielsen.

Dagligvarekoncernen forsøger med den nye kæde at adskille fra Fakta med bl.a. et større sortiment, flere varer som kun kan købes der og mere økologi.

Ifølge detailekspert Flemming Birch er det også nødvendigt med en ny profil for Coop på discountmarkedet.

»Fakta er i forbrugernes øjne blevet et lidt træt koncept. Det er svært at komme tilbage fra, så et nyt koncept i markedet kan give god mening. Coop har lyttet til forbrugerne og erkendt behovet for et nyt bud og en kæde som Coop 365 med en skarpere profil,« siger Flemming Birch fra konsulenthuset Birch & Birch.

En stor del af Coop 365-butikkerne er skabt ved at konvertere forretninger fra koncernens andre kæder - især Fakta, der aktuelt har 350 butikker.

Det vil man ifølge Kræn Østergaard Nielsen fortsætte med, men samtidig etableres der også helt nye butikker. Det skal bl.a. ske sammen med selvstændige brugsforeninger, som driver nogle af Coops ca. 1.050 butikker rundt om i landet.

»Coop 365 kan nå nok op på 300-400 butikker i 2025-strategien. Vi kommer til at kaste mange investeringskroner og ressourcer i discountvækst. Vi går all in i den satsning. Coop 365 skal være den hurtigst voksende dagligvarekæde i Danmark,« siger Coop-chefen.

Aktørerne

Anslåede markedsandele i 2020 ifølge en analyse (pct.):

  • Salling Group: 34,5
  • Coop Danmark: 32,8
  • Reitan/Rema 1000: 14,3
  • Dagrofa: 10,8
  • Lidl: 3,4
  • Aldi: 3,2
  • Øvrige: 1,0

Kilde: Retail Institute Scandinavia, nov. 2020.

Ifølge Kræn Østergaard Nielsen er der endnu ikke truffet en afgørelse om, hvorvidt Fakta reelt skal udfases og dermed erstattes af Coop 365 som eneste discountkæde i Coop.

»En del af vores Fakta-butikker gør det faktisk rigtig godt og har glade kunder. Så fremtiden for den kæde vil vise sig.«

Koncernen agter de kommende år at øge investeringer i butikkerne med 1 mia. kr. De skal gå til moderniseringer af eksisterende butikker samt etablering af nye – især i byudviklingsområder.

Trods en offensiv vækststrategi med mange flere Coop 365-butikker og mere onlinesalg vil antallet af butikker i koncernen samlet set nok ikke være meget større i 2025, vurderer topchefen.

»Vi tror ikke på, at der totalt er basis for mange flere dagligvarebutikker i Danmark og vi har stort fokus på at forbedre, hvad vi har. Men der kommer både nyåbninger og konverteringer, så flere butikker i de andre kæder kan også blive omdannet til især Coop 365.«

Læs også