Verden bliver digital, men de printede avis-historier fylder stadig godt i den nye jubilæumsbog om Jyllands-Postens historie
Tidligere chefredaktør Ole C. Jørgensen giver et indblik bag facaden og beskriver både rabatkrige, den omfattende fusion med Politikens Hus og store personligheder med frie tøjler i sin nye bog, "Jyllands-Posten mod resten af verden".
Der var mange professionelle journalister, medieforskere og almindelige avislæsere, der fik kaffen galt i halsen den 23. september 2002. Den morgen forlød det nemlig, at Jyllands-Posten skulle fusionere med Politikens Hus. Uroen blev bestemt ikke mindre af, at det var B.T. (udgivet af ærkerivalen Berlingske Media), som bragte rygtet til torvs. Oplysningerne holdt stik, og det skulle vise sig at blive et fornuftigt ægteskab – både økonomisk og publicistisk. Men i samtiden opfattede mange den overraskende avissammenføring som både chokerende og naturstridig.
Sådan er det jo med mange ting i nyhedsbranchen: Det, der var sensationelt og utænkeligt for få år siden, bliver hurtigt rutinepræget og dagligdags. Eller omvendt. Tænk bare på de første online-aviser, hvor man med Jyllands-Posten i spidsen forærede sit dyrt fremskaffede nyhedsstof ganske gratis til alle med internetadgang. I dag har enhver ansvarlig avisudgiver erkendt, at betalingsmure er en nødvendighed, hvis økonomien skal hænge sammen. Men tilbage i 1990’erne var det kun antallet af læsere, der talte, fordi det var oplagstal, annoncørerne regnede med, når de betalte deres store del af avisomkostningerne...
