Stoppede som kulturminister: Nu bliver Joy Mogensen partner i nyt firma
Joy Mogensen går nu ind i branchen for vandrerhjem, hvor hun har stiftet et selskab med sin ekskæreste.
Det er under to måneder siden, at Joy Mogensen valgte at stoppe som kultur- og kirkeminister.
Men nu er der lidt nyt om, hvad den tidligere minister skal beskæftige sig med i fremtiden. Af cvr-registeret fremgår det, at Joy Mogensen den 1. oktober stiftede selskabet Roskilde Danhostel ApS, som hun ejer 30 pct. af.
Det resterende af selskabet ejes af Jens Müller, som i en årrække dannede par med Joy Mogensen. Dengang var de henholdsvis turistchef og borgmester i Roskilde.
Det er ikke lykkedes for Finans at få en kommentar fra Joy Mogensen. Men Jens Müller bekræfter, at han har stiftet selskabet med Joy Mogensen, og at det skal bruges som driftsselskab for vandrerhjemmet Danhostel Roskilde, som han overtager forpagtningen af fra den 1. januar og foreløbigt otte år frem.
»Vi synes begge, at det var en god ide at byde ind på driften af vandrerhjemmet, selvom ingen af os har prøvet at drive den slags før. Så vi skal lige finde os til rette i det. Joy er dog ikke umiddelbart tiltænkt en aktiv rolle i driften af vandrerhjemmet, men skal mere være sparringspartner og inspirator,« siger Jens Müller.
Han fortæller, at Joy Mogensen har øje for, hvad der er godt for kunderne, mens han selv er meget forretningsorienteret.
»Lige nu skal Joy dog bare koncentrere sig om at være gravid og derefter være en god mor,« siger Jens Müller med henvisning til, at den tidligere kulturminister skal føde omkring årsskiftet.
Vandrerhjemmet i Roskilde er blandt landets mest besøgte af sin slags og havde ifølge Sjællandske Medier 25.000 overnatninger om året inden coronakrisen.
Vandrerhjemmet er beliggende på havnen i Roskilde, har 40 værelser og har haft den samme forpagter de seneste 20 år. Men nu var det tid til at finde en ny forpagter, og efter et udbud vandt Jens Müller forpagtningsopgaven, som han altså har valgt at dele med Joy Mogensen.
I sin tid som kultur- og kirkeminister mødte Joy Mogensen en del modstand. Heriblandt var kirkefolk og eksperter ude med hård kritik af hendes håndtering af kirkeområdet og kaldte hende bl.a. usynlig og visionsløs.
Også hendes håndtering af coronakrisen fik en hård medfart, og flere gange er hun blevet udnævnt som den mest upopulære minister i Mette Frederiksens regering i de såkaldte ministerpopularitetsmålinger, som Yougov har gennemført.

