Erhverv

Amazon kickstarter juleudsalg for at undgå flaskehalsproblemer

I et forsøg på at undgå alt for store leveringsproblemer senere på året, har onlinegiganten fremskudt gavetilbuddene til oktober.

Foto: AP Photo/Martin Meissner.

Julen falder tidligt hos Amazon i år. I hvert fald har onlinegiganten annonceret udsalg allerede i oktober i et forsøg på, at få forbrugerne til at købe ind til højtiden tidligere end normalt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er Amazon den seneste af en række store onlinebutikker, der giver rabatter på niveau med dem, der normalt først bliver lanceret til den kendte amerikanske shoppedag Black Friday, som ligger i slutningen af november.

Også blandt andet Target og Pottery Barn er i gang med et tidligt juleudsalg, skriver Reuters.

Det gør butikkerne i et forsøg på at undgå alt for store leveringsproblemer til jul på grund af de globale flaskehalsproblemer, der betyder, at varer sidder fast i internationale havne.

Flaskehalsene er opstået, fordi forbrugere verden over under coronapandemien har handlet varer frem for at rejse eller tage på restaurant i så høj grad, at de virksomheder, der lever af at transportere varerne rundt i verden ikke har kunnet følge med. Samtidig er der flere steder i verden mangel på lastbilchauffører.

Udsalget hos Amazon indebærer ifølge Reuters rabatter på mellem 15 og 40 pct. på de varer, der også er de mest populære julegaver fra blandt andet IT-giganten Apple og Mattel, der producerer Barbiedukker og forskellige skønhedsprodukter.

Læs også