Erhverv

Minknedgravninger præget af fejl og forsømmelser

En undersøgelse skulle bl.a. fastslå, om der i forløbet omkring nedgravningen af mink blev givet urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget. Og hvem der i så fald gav dem.

Sådan så det ud, da minkene efter stor politisk debat blev gravet ned i november 2020. Arkivoto: Casper Dalhoff

Rettelse

Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at Boutrup Sø ligger ved Kølvrå. Det er ikke korrekt. Den ligger ved Nr. Felding.

Jyllands-Posten beklager fejlen.

Der skete »fejl og forsømmelser«, men overordnet set var det »i overensstemmelse med gældende ret«, da det tilbage i efteråret 2020 blev besluttet at bortskaffe flere millioner døde mink ved at grave dem ned.

Sådan lyder en af de centrale konklusioner i den advokatundersøgelse, som skulle klarlægge en lang række spørgsmål om nedgravningen af de mange tons mink i de to minkgrave ved hhv. Nr. Felding og Kølvrå i Midt- og Vestjylland i 2020.

Selv om der altså ikke er fundet retsstridige forhold, konstaterer undersøgelsen, at der bl.a. har manglet klarhed om både faktiske og retlige forhold hos de myndigheder og enkeltpersoner, der var en del af nedgravningsprocessen.

På en række punkter er der sket fejl eller forsømmelser i myndighedernes behandling. Dog er fejlene ikke af en sådan karakter, at advokaterne vurderer, at der vil være tale om tjenesteforseelser, selv om det ikke har været muligt at finde frem til, om fejlene er begået af en enkelt medarbejder.

Fredag formiddag blev Folketinget orienteret om resultatet af undersøgelsen, mens den blev offentliggjort ved middagstid.

Mange spørgsmål

På forhånd stod det klart, at den politisk bestilte advokatundersøgelse skulle kaste lys over selve hændelsesforløbet omkring nedgravningen, samt hvilke miljømæssige vurderinger og undersøgelser der blev foretaget i forbindelse med beslutningen.

Derudover skulle undersøgelsen også give svar på, hvilke andre muligheder for bortskaffelsen af minkene man overvejede, og hvem der var inddraget i beslutningerne - både statsligt, regionalt og kommunalt.

Og så skulle undersøgelsen ikke mindst belyse, om der »undervejs i forløbet er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget«. Samt hvem der i så fald har gjort sig skyldig i fejl og forsømmelser, »herunder egentligt retsstridige forhold«.

Det fremgår af kommissoriet for advokatundersøgelsen.

Regeringen fik i forbindelse med nedgravningen bl.a. kritik for, at man begyndte nedgravningen af de første mink, inden der forelå miljømæssige risikovurderinger fra Miljøstyrelsen. Nedgravningen skete, fordi landets forbrændingsanlæg ikke kunne følge med.

Fødevareminister Rasmus Prehn henviste dengang til, at man af sundhedsmæssige hensyn gik så hurtigt frem.

»Det nåede man så ikke. Det er dybt beklageligt, men man har handlet hurtigt af hensyn til vi danskeres liv og helbred,« sagde han i slutningen af november 2020.

Videoen herover viser dronefotos fra starten af november, da mink blev hældt i gravene ved Nr. Felding og overhældt med kalk for at mindske risikoen for forurening.​ I maj skal de graves op igen. Video: Casper Dalhoff

I undersøgelsen frikendes myndighederne da også på dette punkt.

»Samlet set er det vores vurdering, at det ikke i den konkrete situation kan kritiseres, at nedgravningen af aflivede mink den 7.-8. november 2020 blev påbegyndt, inden den samlede risikovurdering fra Miljøstyrelsen forelå.«

For tæt på sø

Minkene - som politisk blev krævet aflivet af frygt for coronamutationer - fik dog som bekendt ikke lov til at hvile i gravene særligt længe.

Et politisk flertal besluttede den 20. december, at de nedgravede mink ved minkgravene i Karup og Holstebro skulle graves op af hensyn til den potentielle miljømæssige forureningsfare, som de døde mink udgjorde.

Der var desuden bekymring om grundvandsforurening, mens det også kom frem, at en af minkgravene var placeret for tæt på en sø i Kølvrå.

Af undersøgelsen fremgår det, at den hastige igangsætning af nedgravningen direkte resulterede i, at mink blev gravet ned for tæt ved Boutrup Sø ved Nr. Felding.

Det er ikke den eneste fejl eller forsømmelse, som advokaterne, Pernille Aagaard Truelsen og Karen-Margrethe Schebye, hæfter sig ved.

Ifølge undersøgelsen har Fødevarestyrelsen tilsidesat sin egne retningslinjer i ”Veterinær beredskabsplan ved udbrud af alvorlige husdyrsygdomme” ved ikke at have indgået en aftale om minkgravene med de to kommuner, Viborg og Holstebro, inden valget faldt på dem.

Men det var altså alligevel her, at minkgravene blev placeret.

Undersøgelsen har dog ikke fundet, at Folketinget blev vildledt eller fik urigtige oplysninger.

Seks måneder efter at minkene blev dumpet i renderne, blev opgravningen af de døde dyr påbegyndt Kristi himmelfartsdag i år.

Det skete efter både politisk utilfredshed – både på Christiansborg og blandt lokalpolitikerne i de berørte kommuner, Viborg og Holstebro – samt i lokalbefolkningen.

Den 12. juni meddelte Fødevarestyrelsen, at de sidste af de i alt ca. 27.000 tons døde mink var gravet op og kørt til forbrænding.

Læs også