Erhverv

»Jeg er færdig med den branche«: Erhvervsmand har tabt op mod 100 mio. kr. på konkursramt flyselskab

Det konkursramte flyselskab Great Dane Airlines kommer ikke til at genopstå, lyder det fra hovedaktionæren.

Great Dane Airlines Foto: Great Dane Airlines

Det nu konkursramte nordjyske flyselskab Great Dane Airlines kommer ikke til at rejse sig som fuglen Føniks. Sådan lyder det fra erhvervsmanden Eigild Bødker Christensen, der er hovedaktionær i flyselskabet, efter ejerne af flyselskabet mandag eftermiddag indgav konkursbegæring.

»Jeg er færdig med den branche. Den er alt for usikker,« siger Eigild Bødker Christensen.

Eigild Bødker Christen blev medejer af Great Dane Airlines i foråret 2019, og han har siden overtaget en større og større andel af selskabet, så han inden konkursen var klart hovedaktionær.

Derudover står Eigild Bødker Christensen også bag SEBC Aviation Leasing, og dette selskab ejer de fly, som Great Dane Airlines har leaset.

Eigild Bødker Christensen har endnu har et overblik over, hvad investeringen i flyselskabet har kostet ham.

»Det ved jeg ikke endnu, men det bliver da nok et sted mellem 80 mio. kr. og 100 mio. kr.,« siger Eigild Bødker Christensen.

Great Dane Airlines nåede at have fly i luften i mindre end ét år, inden coronapandemien mere eller mindre tømte luftrummet for fly.

For at holde flyselskabet i live blev 45 medarbejdere og to fly sendt til Vietnam for at flyve indenrigsflyvninger i det asiatiske land. Her fløj de fra slutningen af 2020 og et stykke ind i 2021. Håbet var, at flyselskabet på den måde kunne holde sig kørende, indtil efterspørgslen rettede sig efter coronakrisen.

Men det har den bare ikke gjort.

»Vi ser ind i en vintersæson, hvor vi stod til at tabe fem mio. kr. om måneden. Og så er der ingen grund til at køre videre,« siger Eigild Bødker Christensen.

De seneste uger har man i Great Dane Airline arbejdet på at finde samarbejdspartnere, så flyselskabet kunne holdes kørende. Det er bare ikke lykkedes.

»Jeg tænker mest på alle medarbejderne. Det er rigtig trist og hårdt, men det er sådan, det er. Jeg kan jo ikke trylle,« siger Eigild Bødker Christensen.

Konkursen har ikke kun ramt de ansatte. Den har også ramt danske chartergæster. Mandag strandede 118 rejsende fra bl.a. Bravo Tours f.eks. i Billund Lufthavn som følge af konkursen.

»Det er også trist for dem. Men ved en konkurs vil det altid ramme nogen. Når man skal trække stikket, kan man ikke planlægge sig ud af det, for det er ikke tilladt,« siger Eigil Bødker Christensen.

Læs også