Erhverv

De skreg på 4-0 i Parken, men mindre kunne også gøre det, da Danmark sled sig til VM

Landsholdet sikrede sig en plads ved slutrunden i Qatar næste år med den ottende sejr ud af otte mulige, denne gang en smal en af slagsen over Østrig.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Joakim Mæhle satte fut i danskerne og Parken, da han behandlede Thomas Delaneys fine dribletur efter fortjeneste. Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det mandlige danske fodboldlandshold er klar til endnu en slutrunde, denne gang næste vinter i Qatar, efter at danskerne hev en sejr på 1-0 i hus mod Østrig. Et tændt hjemmepublikum havde formentlig håbet på et mere festligt punktum, men en sejr er en sejr, og Joakim Mæhles træffer efter flot iscenesættelse af Thomas Delaney var værd at nyde på en vanskelig aften for danskerne.

30 sekunder og Mikkel Damsgaard tryllede sin angrebskollega Andreas Skov Olsen fri med en følt aflevering. To gyldne drenge i sammenspil. Tre minutter, Thomas Delaney til baglinjen, indover til Yussuf Poulsen, to gamle drenge i sammenspil.

Derefter faldt kampen til ro på en underlig facon, banen forekom knoldet og ujævn, bolden sprang fra de sortklædte østrigere og fra danskerne, indkast, indkast, indkast, kamp om nogle få meter i siderne, indtil østrigerne fik slidt sig til hjørnespark.

Efter 4-0-sejren i Moldova havde landstræner Kasper Hjulmand smidt Jannik Vestergaard ind i sit tremandsforsvar, hvorefter der ikke blev plads til Christian Nørgaard på midtbanen i en 3-4-3-formation.

Første danske mulighed; da Andreas Skov Olsen fra højre sigtede efter Yussuf Poulsens hoved, men forsøget røg over mål. Men det flød ikke, der var ikke festspil over de danske mønstre. Kort efter; lidt småspil mellem Joakim Mæhle og Andreas Skov Olsen, et hug fra en halvspids vinkel og en fin parade af målmand Daniel Bachmann.

Tålmodighed havde danskerne i den omvendte kamp i Wien, da alle fire danske træffere blev sparket ind efter pausen, og netop cifrene 4-0 skreg tilskuerne på inden kampen, forvænt som de er blevet af sikre danske sejre i denne VM-kvalifikation, hvor Kasper Schmeichel endnu ikke har lukket et mål ind.

Antallet af østrigske tilskuere var så få, at de snildt ville kunne klemmes ind i en mellemstor skilift i Wagrain, og verbalt fyldte de endnu mindre i Parken, klædt i rødt og hvidt, hvor de ventede på det første mål, så den indestængte jubel kunne skriges ud i den halvkølige oktoberaften, en tirsdag, men ikke desto mindre en festlig en af slagsen, da man for første gang kunne sparke til en bunke løv, mens man forestillede sig, at man scorede for Danmark.

Mikkel Damsgaard fik vendt sig og trykket af efter en halv time, men på ny var Daniel Bachmann parat til at skubbe bolden væk. Udfordringen for det danske hold var, at østrigerne i perioder holdt tre spillere fremme, det tvang de to danske wingbacks til at bakke og så stod der altså fem danskere i bagkæden. Ikke befordrende for overtag og sammenhængen længere fremme på banen.

Kampen

VM-kval., gr. F:

Danmark-Østrig 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Joakim Mæhle (53.)

Danmark (3-4-3): Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard - Daniel Wass (89. Christian Nørgaard), Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney (89. Mathias Jensen)- Andreas Skov Olsen (77. Jens Stryger Larsen), Yussuf Poulsen, Mikkel Damsgaard (44. Kasper Dolberg)

Østrig (4-5-1): Daniel Bachmann - Christopher Trimmel, Stefan Posch, Martin Hinteregger, David Alaba - Marcel Sabitzer, Stefan Ilsanker (72. Karim Onisiwo), Florian Grillitsch, Konrad Laimer (83. Florian Kainz), Marcu Grüll (83. Michael Gregoritsch) - Ercan Kara (72. Louis Schaub)

Dommer: Ivan Kruzliak, Slovakiet

Tilskuere: 35.843


Kort før pausen måtte Mikkel Damsgaard gå ud, tilsyneladende skadet, og han blev afløst af Kasper Dolberg, hvis entré som midterste angriber sendte Yussuf Poulsen ud i venstre side.

Pause, 0-0, en smule utilfredshed i de summende struber i Parken? Inden VM-kvalifikationen gik i gang, blev netop Østrig anset som Danmarks hårdeste opponent på vejen til Qatar. Spørgsmålene var flere inden anden halvleg: Hvem skulle skabe chancerne, det uventede, da Mikkel Damsgaard med den kreative klasse ikke længere var på banen? Savnede danskerne energi? Var banen ganske ikke egnet til små, korte afleveringer? Og ikke mindst kunne Danmark score det mål, der ville løsne op?

Svaret; ja, for Thomas Delaney dansede sig elegant forbi tre østrigske slalomporte, mens Parken skreg ”Skyd!”, men det gjorde han ikke, han trak og trak og trillede kort til Joakim Mæhle, der plantede bolden ved forreste stolpe, en intelligent afslutning fra wingbacken, der noterede sig for sit syvende mål i 21 landskampe, en scoring i hver tredje landskamp i snit har katapulteret den firskårne kanttype ind som en af folkets ubetingede favoritter.

Målet havde den behagelige effekt for danskerne, at modstanderne skulle op for at prøve at true. mens Danmark kunne lukrere på at slå kontra og ellers forsvare sejren. I parken skreg de længe på 4-0, men mindre kunne også gøre det, da Danmark spillede sig til VM.

Danmarks sidste kampe er mod Færøerne (udsolgt i Parken!) og ude mod Skotland, og næste mål må være 10 ud af 10 sejre uden at modstanderne scorer...

Læs også