Erhverv

Elbilen Porsche Taycan slår for første gang den ikoniske Porsche 911 på salgslisterne

Porsches første helelektriske bil, Taycan, sælger nu bedre end bilgigantens ikoniske sportsbil; den benzindrevne Porsche 911.

For første gang slår elbilen Porsche Taycan den legendariske sportsbil Porsche 911 på salgslisterne. Foto: Sebastian Gollnow/AP The new Porsche 911 Carrera 4S is displayed at the 89th Geneva International Motor Show in Geneva, Switzerland March 5, 2019. REUTERS/Pierre Albouy

Det er ingen hemmelighed, at bilproducenter i øjeblikket kæmper alt, hvad de kan for at udvikle fremtidens eldrevne bil.

Nu har salget af elbiler nået endnu en milepæl – i hvert fald hos sportsbilgiganten Porsche, hvis første helelektriske bil, Porsche Taycan, nu sælger bedre på verdensplan end bilproducentens ikoniske sportsbil og flagskib; den benzindrevne Porsche 911.

I de første ni måneder af 2021 har Porsche således solgt 28.640 Taycan-biler til selskabets kunder, mens 27.972 kunder har investeret i sportsbilen 911 til garagen.

Det skriver det amerikanske medie CNBC.

Der er dog stadig et stykke op til prisen som den mest populære Porsche, der i øjeblikket er modellen Cayenne, der er blevet leveret 62.451 af i de første ni måneder, hvilket faktisk er en tilbagegang på 2,8 pct. i forhold til samme periode i 2020.

Porsche Taycan, der også er en sportsbil, har fire døre og en dual motor og var udset til at være Porsches dyre konkurrent til Teslas Model S Sedan, da den blev lanceret i 2019.

Men mens Tesla har haft stor succes i virksomhedens leverance af biler, led Porsche et stort tilbageslag, da det tyske sportsbilsmærke måtte tilbagekalde hele 43.000 biler tilbage i juni på grund af et software-problem, der betød et pludseligt tab af kraft i motoren eller helt kunne lukke motoren ned.

I Danmark er det generelle salg af elbiler også i vækst. Hver femte solgte bil i august var en elbil, mens yderligere en femtedel var plug-in-hybridbiler. Det tal steg sågar i september, så 45 pct. af nybilsalget nu er elbiler eller plug-in-hybrider. Det viser tal fra De Danske Bilimportører.

I første halvår af 2021 udgjorde elbiler og opladningshybridbiler 26,8 pct. af det samlede bilsalg, og det er altså en væsentlig fremgang i forhold til samme periode i 2020, hvor elbiler og opladningshybrider blot udgjorde 9,1 pct. af det samlede bilsalg. Det skriver Dansk Elbil Alliance på baggrund af tal fra Bilstatistik.

Den billigste Porsche Taycan koster lige under 1 mio. kr. i Danmark.

Læs også