Erhverv
BREAKING

Boligøkonomer skyder Lars Løkkes skatteplan til jorden

Forslag fra Lars Løkke om at beskatte gevinster af boligsalg er vanskeligt at gennemføre og ikke bedre.

Boligøkonomer kritiserer Lars Løkkes skatteplan. Den tidligere statsminister udkommer mandag med sin nye bog "Ud af det blå", hvor han kommer med flere forslag til fremtidens Danmark, hvis hans nye parti Moderaterne skulle komme til at sidde ved magten. Foto: Jens Dresling.

Det vil være praktisk muligt at gennemføre Lars Løkke Rasmussens forslag om at beskatte gevinster af boliger frem for almindelig beskatning af boliger.

Men listen over besværligheder er meget lang, og hvis man alligevel realiserede det, ville det ifølge direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen være en dårligere løsning, end den eksisterende - og kommende.

- Man gør det i Sverige, og det er ikke noget, som de svenske boligøkonomer bryder sig om. De ønsker at overtage det danske system, siger han.

Lars Løkke Rasmussen opridser i sin bog ”Ud af det blå” en model, som ligner den svenske, hvor man beskatter avancen af salget.

Han vil have et opgør med de ”arbitrære skattefri gevinster på bolighandel”. Til gengæld ”betaler du ikke skat af din bolig, mens du bor i den”.

Professor ved CBS Michael Møller, som er boligøkonomisk ekspert, siger, at såkaldt ”realisationsbeskatning”, som forslaget er udtryk for, er ”besværlig”.

- Medmindre man laver en ordning, så skatten kan udskydes ved flytning mellem to ejerboliger, så vil skatten virke som en skat på mobilitet, hvilket er skadeligt for arbejdsmarkedet, siger han.

En model kunne være at indefryse skatten, og så skal man betale, når man forlader boligmarkedet, mens man løbende betaler en skat af det skyldige beløb.

Det vil ifølge Curt Liliegreen have den konsekvens, at skat bliver noget fjernt noget, som ikke påvirker prisen, folk vil betale for en bolig.

- Derfor stiger priserne ret kraft. En lejlighed er meget dyr i Stockholm, dyrere end i København. Deres huse er steget meget mere under corona, siger han.

Der er dog ifølge Curt Liliegreen en hel række andre udfordringer og åbne spørgsmål til idéen, som har været præsenteret af forskellige politikere før.

- Jeg mener, at det danske system er bedre. Men det er delvist ødelagt af det skattestop, der blev indført af Lars Løkkes tidligere parti (Venstre, red.), siger han.

Boligmarkedet svinger voldsomt. Provenuet for Løkkes model vil altså være meget påvirket af, hvor priserne ligger, og hvor mange boliger der sælges. Og der vil gå mange år, før der begynder at komme penge i kassen.

Få politikere vil nok skrive under på en aftale, hvor man beskatter med tilbagevirkende kraft, vurderer han.

Og hvordan skal forbedringer som energirenoveringer håndteres? Men vil skulle gemme kvitteringer, og der skal foretages en omfattende beregning af, hvem der er boet i boligen på forskellige tidspunkter, når folk bliver skilt - og måske flytter sammen igen.

- Den primære indvending i Sverige er, at det ikke virker, siger Curt Liliegreen.

Cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen mener, at det aktuelle skattesystem er bedre end det, som Lars Løkke Rasmussen foreslår.

- Jeg er ret kritisk over for Løkkes forslag om bolig-avanceskat. Hvis det nuværende skatteprovenu fra grundskyld og ejendomsværdiskat skal indbringes via en avanceskat, så skal avanceskatten ramme 70 procent, siger han.

Boligøkonomerne peger på fordelen i, at man i det danske system beskatter efter, hvordan priserne udvikler sig.

Læs også