Erhverv

Beskæftigelsen stiger stadig: 15.000 flere i job i august måned

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg med 0,5 pct. i august, og gør det hermed til den syvende måned i 2021 med stigning i beskæftigelse.

Særligt byggebranchen har desperat brug for mere arbejdskraft. Arkivfoto: Joachim Adrian

Dansk økonomi brager lige nu afsted med en lønmodtagerbeskæftigelse, der slår rekorder måned efter måned.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik, steg antallet af lønmodtagere i august måned med 15.000 personer. Det gør måneden til den syvende i træk med stigning i beskæftigelsen - og endnu en rekordmåned.

I august var der sammenlagt knap 2,9 mio. danskere i job. Det er første gang siden 2008, at tallet har været oppe over 2 mio.

»Der er altså på mange måder tale om en decideret jobfest i dansk økonomi i øjeblikket. Også selvom musikken ikke spiller ligeså højt, som den gjorde i sommer,« siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Beskæftigelsen er steget med i alt 108.000 personer siden januar i år. Og selvom flere mener, at det er positivt, at beskæftigelsen er så høj lige nu, så bekymrer manglen på arbejdskraft imidlertid stadig.

»Manglen på arbejdskraft er ved at nå kritisk høje niveauer, der giver en alvorlig risiko for overophedning af dansk økonomi. Det er derfor også vigtigt, at politikerne hurtigst muligt får gennemført reformer, der øger arbejdsudbuddet og dermed virksomhedernes rekrutteringsmuligheder. Som det ser ud nu, så kan den ventede stigning i arbejdsudbuddet ikke holde trit med den hastigt tiltagende efterspørgsel efter arbejdskraft,« siger Kristian Skriver, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Det er især brancher som byggeri, hotel- og restauration, rengøring m.fl. der gennem de seneste mange måneder har råbt på flere hænder.

Tallene fra Danmarks Statistik viser imidlertid, at antallet af ansatte i hotel- og restaurationsbranchen steg med 4.000 i august, mens antallet af sundhed- og socialansatte faldt med 4.000 i samme periode.

Sammenlignet er antallet af personer med job i byggebranchen steget med kun knap 200 personer i august.

Læs også