Erhverv

Børsmægleren Avanza narkotester medarbejdere efter fund af stoffer på kontorer

Den svenske børsmægler Avanza har besluttet sig for at narkoteste en tilfældig udvalgt gruppe medarbejdere, efter selskabet har fundet spor af fire typer narkotika på virksomhedens hovedkontor.

Der er bl.a. fundet spor af kokain hos Avanza. Derudover tre andre typer narkotika. Arkivfoto: Jens Dige

»Vi er klar over, at finansbranchen ikke er underrepræsenteret, når det gælder narkoafhængighed.«

Sådan lyder meldingen fra Rikard Josefson, adm. direktør ved den store svenske børsmægler Avanza, efter der blev fundet spor af stoffer på virksomhedens hovedkontor i Stockholm.

Som resultat af fundet vil selskabet nu narkoteste en række ansatte på hovedkontoret for at komme problemet til livs. Det skriver flere svenske medier, herunder Dagens Industri og Aftonbladet.

Rikard Josefson fortæller i et interview med Dagens Industri, at Avanzas ledelse havde fået et tip om, at der var blevet taget stoffer på kontorerne, hvorefter man igangsatte en intern undersøgelse.

I tre nætter havde virksomheden narkohunde til at undersøge de forskellige kontorer - og det gav pote.

Ifølge Rikard Josefson blev der fundet spor af fire forskellige slags narkotika, herunder kokain.

»Efterfølgende informerede vi vores personale om, at det er helt uacceptabelt. Det skal ikke ske. Vi skal være et stoffrit arbejdsmiljø,« understreger Rikard Josefson.

Han tilføjer, at det i høj grad også handler om, at man gerne vil hjælpe de medarbejdere, der har et misbrug. Det er af samme årsag, at man nu vælger at narkoteste en tilfældig gruppe ud af de i alt 600 ansatte.

Hvis en medarbejder testes positiv for euforiserende stoffer, vil vedkommende først og fremmest blive tilbudt en udredning for, hvilken type rehabilitering, der egner sig bedst, så personen kan få den hjælp, der er behov for, lyder det fra Rikard Josefson.

Læs også