Erhverv
BREAKING

Lego-rivalen Mattel forventer stærkt julesalg

Mattel, der ejer bl.a. Barbie, har haft så stærkt et 2021 indtil videre, at selskabet skruer op for forventningerne. Forbrugerne er med til at betale for leveringskoks.

Barbie får en del af æren for en solid fremgang i Mattels regnskab. Foto: Reuters/Stephanie Keith

Børnene kommer ikke til at mangle legetøj, bare fordi der er gået kludder i forsyningskæderne over hele verden.

Men det kan være, at forældre og bedsteforældre kommer til at betale mere for varen.

Det er nogle af hovedpunkterne i regnskabet for en af Legos største rivaler, amerikanske Mattel.

Selskabet, der har bl.a. Barbie og Fisher-Price i stald, har i de første ni måneder af 2021 øget sit salg med små 24 pct. til 23,4 mia. kr. Så selv om der har været frygt for, at yndlingslegetøjet ikke når at komme frem til jul, er der ingen krise at spore, ifølge topchefen i Mattel, Ynon Kreiz.

»Det var et stærkt tredje kvartal med fortsat forbrugerefterspørgsel. Vi er vokset og har taget markedsandele i fem kvartaler i streg nu. Vi forventer at forsætte væksten resten af året og øge markedsandel og få en stærk højsæson,« sagde Ynon Kreiz til nyhedsmediet Bloomberg.

Danske Lego kommer ikke med kvartalsregnskab, men det er næppe fra Billund-koncernen, at Mattel har taget sine markedsandele.

Da Lego kom med halvårsregnskab for en lille måned siden, viste det en fremgang i salget på 46 pct. og øgede markedsandele i alle markeder. Lego havde i første halvår en omsætning på 23 mia. kr. og er dermed den største legetøjskoncern i verden.

En af udfordringerne for legetøjsbranchen har været dels at få legetøj hjem fra Asien, hvor både Mattel og den anden Lego-rival Hasbro får langt det meste af deres legetøj produceret. Dels at den store mangel på fragtkapacitet i verden lige nu øger omkostningerne.

Det har ramt Mattel, fortalte Ynon Kreiz. Og Mattel har sendt i hvert fald en del af regningen videre til forbrugerne.

»Vi har allerede ageret på prisen. Vi har ikke set nogen effekt på efterspørgsel og forbrugernes opførsel. Når vi hæver priserne, har vi altid forbrugerne på sinde,« sagde Ynon Kreitz.

Han har dog åbenlyst også tænkt på sine aktionærer. For på trods af de øgede omkostninger hævede Mattel sin prognose for indtjeningen.

»Vi har set inflation i omkostningerne, og det påvirker vores profitabilitet, Men selv med det har vi hævet vores prognose. Nu forventer vi en driftsindtjening på mellem 900 og 925 mio. dollars - det er tredje forhøjelse af prognosen i år. Og vi forventer at fortsætte forbedringen af indtjeningen og øge den til mere end 1 mia. dollars næste år,« sagde Ynon Kreiz til Bloomberg.

Læs også