Erhverv

Evergrande genoptager ti ejendomsprojekter

Fredag foretog Evergrande en vigtig rentebetaling, som har sikret selskabet overlevelse lidt endnu. Nu meddeler selskabet, at flere byggeprojekter kan genoptages.

Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix

Det kriseramte kinesiske ejendomskonglemerat Evergrande har genoptaget byggeriet af mere end 10 store byggerier i seks byer i Kina.

Det skriver Reuters.

Fredag foretog selskabet en vigtig rentebetaling på 83,5 mio. dollars der oprindeligt skulle være betalt den 23. september. Der har dog været en 30-dages henstandsperiode, og deadlinen var lørdag, og derfor nåede selskabet betalingen akkurat i tide.

Evergrande har mere 300 mia. dollars på gældsposten, og har været nødt til at sætte flere byggerier på hold, da man ikke har kunne betale for udgifterne forbundet med dem.

Ifølge Reuters har Evergrande lige nu 1.300 større og mindre byggeprojekter i gang. Evergrande skal angiveligt have meldt nyheden ud på det kinesiske sociale medie Wechat, hvor selskabet ifølge Reuters skriver, at igangsætningen af byggerierne forhåbentlig vil styrke markedets tillid til selskabet. Evergrande vedhæftede flere billeder af bygningsarbejdere på forskellige projekter, stemplet med dato og tidspunkt.

Fredagens rentebetaling har købt Evergrande endnu en uge for at kæmpe med en gældskrise, der truer over verdens næststørste økonomi. Ifølge blandt andre CNN, så har det kinesiske selskab flere rentebetalinger i vente de kommende måneder.

Evergrande er ikke den eneste kinesiske ejendomsudvikler i problemer. Både Sinic Holdings og China Properties Group har problemer med at betale af på den enorme milliardgæld, der for mange af selskabernes tilfælde er optaget i amerikanske dollar-obligationer.

Læs også