Erhverv

Bilproducenter ramt af forsyningskrise - nu kommer organisation med opråb

Der er brug for at minimere behovet for at importere fra Asien, lyder det fra brancheforeningen for europæiske bilproducenter.

Skoda standsede tidligere på måneden produktionen af nye biler på grund af mangel på komponenter. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP Foto: Alexander Zemlianichenko/AP

Der er brug for at producere flere mikrochips i Europa. På den måde kan man nemlig reducere de europæiske bilproducenters afhængighed af import af de vigtige komponenter fra Asien og undgå en gentagelse af den forsyningskrise, som har ramt de europæiske bilfabrikker.

Sådan lyder det fra ACEA, der er brancheorganisation for de europæiske bilproducenter, i et brev til EU-Kommissionen. Det skriver Financial Times.

»Denne hidtil usete krise afslører, hvor uventet sårbar nutidens forsyningskæde for mikrochips er, og hvor presserende det er, at minimere vores afhængighed af oversøiske markeder, især Asien, for disse vitale komponenter,« skriver Oliver Zipse, der er formand for ACEA og samtidig topchef i BMW, i brevet.

I begyndelsen af oktober viste tal fra ACEA, at der i september blev indregistreret 25,2 pct. færre biler i Europa end i samme måned i fjor. Faldet skyldtes ifølge ACEA netop en mangel på komponenter som mikrochips, og den har gjort det svært for producenterne at gøre bilerne færdige.

Problemet med mangel på computerchips har stået på igennem flere måneder. Allerede i maj lød det fra den tyske mastodont Volkswagen, at man på daværende tidspunkt ventede, at manglen ville vare i flere måneder.

»Jeg tror, at situationen vil forblive anspændt,« lød det dengang fra Ralf Brandstätter, adm. direktør for Volkswagen-bilmærket, til det tyske nyhedsbureau DPA.

Manglen på mikrochips har ramt produktionen hos bl.a. BMW, Renault og Skoda, der er en del af VW-koncernen - endda i så høj grad, at det i midten af oktober kom frem, at Skoda satte produktionen på pause i to uger.

Læs også