Erhverv
BREAKING

Rasmus Paludans advokatfirma er kommet ud af skammekrogen

To måneder efter, at partilederen for Stram Kurs måtte se sit advokatfirma sendt til tvangsopløsning, er firmaet sluppet af med den knap så flatterende status.

Rasmus Paludan kunne i flere måneder se sit advokatfirma være "under tvangsopløsning", som det hedder i cvr-registeret.

Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan kunne for to måneder siden se sit advokatfirma sendt i skammekrogen og komme under tvangsopløsning ved Skifteretten i Viborg.

Nu er Paludan Advokatkontor dog kommet af med sin status som værende "under tvangsopløsning" og har i stedet selskabsstatussen "normal", som det hedder i cvr-registeret.

Det kommer efter et forløb, hvor Paludan Advokatkontor ikke afleverede sit årsregnskab for 2020 til tiden. Derfor valgte Erhvervsstyrelsen at sende advokatfirmaet til tvangsopløsning efter at have advaret Rasmus Paludan om risikoen for afgifter og tvangsopløsning, hvis regnskabet ikke blev indleveret.

Sådan er reglerne
  • Fristen for indsendelse af årsregnskab til Erhvervsstyrelsen er fem måneder efter regnskabsårets udløb
  • I 2021 er fristen forlænget med en måned grundet coronakrisen
  • Børsnoterede selskaber og statsligt ejede aktieselskaber har en frist på fire måneder
  • Hvis fristen overskrides, sker der nedenstående
  1. Erhvervsstyrelsen sender et brev til virksomhedens digitale postkasse med krav om indsendelse af regnskabet
  2. Virksomheden får en ny frist på otte dage til at indsende regnskabet. Hvis denne ikke overholdes, pålægges der en afgift
  3. Desuden får virksomheden i brevet en frist på fire uger. Hvis den frist overskrides, kan Erhvervsstyrelsen uden varsel sende virksomheden til tvangsopløsning ved skifteretten
  • Afgiften pålægges personligt hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse. For hvert medlem er afgiften 500 kr. for den første påbegyndte måned, 2.000 kr. for den anden påbegyndte måned og 3.000 kr. for den tredje påbegyndte måned

Finans var i kontakt Rasmus Paludan, da hans advokatfirma netop var sendt til tvangsopløsning.

»Det må bero på en fejl. Normalt sender Erhvervsstyrelsen varsel, før den sender et selskab til tvangsopløsning,« skrev Rasmus Paludan først i en mailkorrespondance.

Herefter præsenterede Finans ham for et brev fra juli, hvori Erhvervsstyrelsen advarede om risikoen for tvangsopløsning, hvis advokatfirmaets regnskabsnøl fortsatte.

»Du har ret i, at det faktisk står længere nede i det brev. Normalt sender styrelsen flere breve. Men jeg får forhåbentlig indgivet årsregnskab senest på søndag. Ærgerligt med gebyrerne, men det må jeg jo tage med,« skrev Rasmus Paludan så som svar efter at have set brevet fra Erhvervsstyrelsen, hvor der advares om tvangsopløsning i både overskriften og i brevets brødtekst.

Ifølge Erhvervsstyrelsens regler har Rasmus Paludan fået genoptaget sit advokatfirma ved at indlevere det manglende årsregnskab og ligeledes betale et gebyr for genoptagelsen af virksomheden og en afgift for det for sent afleverede regnskab.

Regnskabet for 2020 er dog endnu ikke offentliggjort i cvr-registeret.

Det er ikke første gang, at Rasmus Paludans virksomheder har haft problemer med at aflevere regnskab til tiden.

Tilbage i 2019, da Stram Kurs forsøgte at komme i Folketinget, kunne Finans fortælle, at i de tre selskaber, hvor han dengang var direktør og medejer, var årsregnskaberne blevet afleveret for sent til Erhvervsstyrelsen 9 ud af 12 gange.

Flere gange førte den regnskabsnøl til afgifter for Paludan.

Hverken Rasmus Paludan eller Stram Kurs blev valgt ind i Folketinget i 2019. Partiet fik 1,8 pct. af stemmerne til valget, hvilket altså ikke var nok til at nå over spærregrænsen.

Dog modtager Stram Kurs over 2 mio. kr. i årlig partistøtte frem til næste valg grundet det antal stemmer, partiet fik ved valget.

Læs også