Erhverv

Tesla-aktien på rutsjetur efter Elon Musk-tweet: »Hertz-aftale har nul effekt på vores økonomi«

Nyheden om en leverance på 100.000 biler til Hertz har fået Tesla-aktien til at stige til nye højder. Men nu skriver Elon Musk, at aftalen slet ikke er på plads – og i øvrigt ingen effekt vil have.

Elon Musk har tidligere fået et rap over nallerne af SEC, der fører tilsyn med børsnoterede selskaber i USA, for sine tweets. Dengang meldte han ud, at Tesla ville blive afnoteret, selvom der ikke var en aftale med en køber. Nu har han i et tweet skudt den aftale med Hertz ned, der har fået Tesla-aktien til at stige hidsigt. Foto: AP/Mark Lennihan

Ejer du Tesla-aktier, så er du måske allerede i gang med at se på en ny bil eller større julegaver til familien. For på lige over en uge er aktien steget med 31 pct. fra et i forvejen højt niveau.

Mandag den 25. oktober meldte biludlejningsselskabet Hertz nemlig ud om en ny aftale med Tesla. Hertz vil købe 100.000 Teslaer – og så tog aktien for alvor sigte efter stjernehimlen.

Men Elon Musk er mindre imponeret over aftalen, som faktisk slet ikke er en aftale endnu. Natten til tirsdag tweetede han nemlig, at der ikke er noget på papir endnu.

»Hvis det her (aktiekursens stigning, red.) er baseret på Hertz, så vil jeg gerne understrege, at der ikke er skrevet under på en kontrakt endnu,« skrev han som et svar på en begejstret Tesla-fan, der takkede Elon Musk for aktie-opturen.

En underskrift kan tids nok komme på plads, så anden halvdel af Elon Musks tweet var endnu mindre opmuntrende. At Hertz vil købe 100.000 biler fra Tesla har »nul effekt på vores økonomi«, skrev Elon Musk.

Der er større efterspørgsel efter Teslas biler end det er muligt for selskabet at bygge, og så er det ikke så afgørende, hvem der så køber de biler, der ruller af samlebåndet. Hertz har tidligere meldt ud, at man køber bilerne til fuld pris, trods den store ordre.

Tweetet fra Elon Musk fik i første omgang aktiekursen til at vende. Da børsen åbnede i USA tirsdag eftermiddag dansk tid, susede aktien ned med fem procent. For derefter at suse op igen og næsten indhente det tabte – og så igen suse ned og op. Samlet har aktien nu lagt 1,9 pct. af sin værdi i løbet af tirsdagen.

Læs også
Top job