Erhverv

Kreditorer rejser nyt krav på 200 mio. kr. mod Thor Stadil efter omstridt shippingkonkurs

Formand for Thornico-koncernen Thor Stadil har fået et trecifret millionkrav på halsen efter en omstridt konkurs i Stadil-familiens shippingforretning. Den erfarne erhvervsmand afviser kravet.

Kreditorerne vil have Thor Stadil og en direktør i det konkursramte rederi til at betale ca. 200 mio. kr. tilbage til boet. Thor Stadil og direktøren afviser. Foto: Casper Dalhoff

Kreditorerne til Stadil-familiens konkursramte rederi har rejst et personligt krav mod Thor Stadil, som de beskylder for at have trukket værdier ud af to nødlidende selskaber i årene op til nedlukningen i maj 2020.

Kravet mod formand Thor Stadil og direktør Thomas Mikkelsen lyder på ca. 200 mio. kr. og er opstået, fordi ledelsen ifølge kurator solgte flere skibsejende selskaber til sig selv til underpris, da tingene begyndte at gå skævt i shippingforretningen.

Dette er sket på en måde, som fremstår ansvarspådragende for den tidligere ledelse

Troels Tuxen, kurator og partner, Bech-Bruun

»Dette er sket på en måde, som fremstår ansvarspådragende for den tidligere ledelse,« siger Troels Tuxen, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og kurator på de konkursramte selskaber Thor Shipping og Sofia Shipping.

Prisen for selskaberne lød på kun 1 dollar, selv om deres bogførte værdi var langt højere i årsregnskaberne få måneder forinden. Selskaberne dækkede bl.a. over ejerskabet af flere skibe.

Efter salgene fortsatte det gamle ejerselskab med at betale for driften, selv om nøglerne var givet videre til et andet selskab i familiens koncern Thornico, hvor Thor Stadil og Thomas Mikkelsen også udgjorde ledelsen.

På den måde blev værdierne ifølge kurator flyttet ud af rederiet, som dog stadig hang på regningerne.

Thor Stadil og Thomas Mikkelsen har begge afvist kravet.

»Hvis vi har overdraget noget, så har det tværtimod sket til overpris. Det kan godt være, at skibene stod til nogle oprindelige købesummer, men på grund af det dårlige marked var de skibe ikke én krone værd. Vi burde have fået pengene for dem, for de blev drevet med så store underskud, at de var en forpligtelse,« siger Thor Stadil.

De nye krav føjer sig til en lang række af tvister i kølvandet på konkurserne.

Kravene i konkurssagen

Kurator har rejst flere krav i forbindelse med konkurserne i Stadil-familiens rederiforretning.

  • Ca. 100 mio. kr. mod Thornico-koncernen
  • Ca. 23 mio. kr. mod Thorco Projects, som er den overlevende del af shippingforretningen
  • Ca. 200 mio. kr. mod Thor Stadil og rederidirektør Thomas Mikkelsen

De to første krav er anlagt ved domstolene, mens det endnu ikke er besluttet, om kurator også vil gå rettens vej for at kræve de 200 mio. kr. tilbage.

Kilde: Kreditorskrivelser

Familiekoncernen Thornico er allerede blevet sagsøgt af rederiets kreditorer for ca. 100 mio. kr. i en separat retssag om et skattekrav.

Thor Stadil er desuden blevet indstillet til konkurskarantæne, da kurator mener, at han har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i sin tid som formand for shippingforretningen.

Oprindeligt var det også planen at gøre Thor Stadils søn, Christian Stadil, ansvarlig for en del af det seneste krav. Men kravet mod ham er forældet, da han forlod rederiets bestyrelse allerede i 2018.

Problemerne i rederiet strækker sig helt tilbage til finanskrisen i 2008. Her købte familien stort op af såkaldte projektlastskibe. Planen var at købe skibene billigt og sælge dem igen med fortjeneste, når verdensøkonomien kom tilbage på sporet.

Thornico
  • Thornico er Stadil-familiens konglomerat.
  • Koncernen ejer bl.a. tøjmærket Hummel og emballageproducenten Bdr. Hartmann.
  • I 2020 rundede omsætningen 8,5 mia. kr., men bundlinjen viste et plus på 535,5 mio. kr.
  • Thornico er 100 pct. ejet af Christian Stadil, som også er topchef og bestyrelsesmedlem. Thor Stadil er formand.
  • I flere år ejede Thornico også en stor flåde af skibe, men størstedelen af rederiet er nu gået konkurs.
  • Den sunde del af shippingforretningen kører i dag videre under navnet Thorco Projects.
Kilde: CVR.

Men markedet vendte aldrig tilbage, og i maj 2020 måtte ledelsen lukke ned for størstedelen af sit skibseventyr med store tab til følge for alle involverede. Thor Stadil vurderer således, at familien har tabt 1 mia. kr. på konkurserne.

Nogenlunde samtidigt med, at tabene for alvor begyndte at vokse i 2015 og 2016, blev flere skibsselskaber i Danmark og Panama løbende flyttet fra det skrantende rederi og over i et andet selskab, som også var ejet af familiens koncern, Thornico.

Thor Stadil påpeger, at de skibe, som selskaberne ejede, kørte med massive underskud og tabte op til 4.000 dollars om dagen.

»Hvis vi kun tænkte på vores egen pengepung, havde vi bare smidt det hele dengang. Men vi kørte det videre og mindskede dermed tabene for en masse tyske banker og japanske skibsredere,« siger han.

Kurator og kreditorerne i konkursboerne skal nu finde ud af, om de kan finde finansiering til at forfølge det nye krav på ca. 200 mio. kr. ved domstolene.

Læs også
Top job