Erhverv

Vestas-aktien tog stort dyk efter dårligt regnskab

Børsværdien af den danske vindmøllegigant faldt 48,5 mia. kr.

Vestas har som mange andre virksomheder problemer med forsyningskæderne. Det kostede på indtjeningen i onsdagens regnskab for 3. kvartal og blev straffet med et stort kursfald for aktien. Arkivfoto: Carsten Andreasen

Skuffede investorer straffede onsdag Vestas for et dårligt regnskab for tredje kvartal. Vestas-aktien faldt onsdag 18,2 pct. efter en helt igennem skidt dag for aktien.

Allerede kort efter handlen begyndte onsdag morgen tabte Vestas godt 10 pct.

Ved lukketid onsdag sluttede aktien i kurs 218 kr. svarende til et tab i børsværdi fra tirsdag til onsdag på 48,5 mia. kr.

Baggrunden for kursfaldet er onsdagens kvartalsregnskab, der afslørede problemer med indtjeningen hos den danske vindmølleproducent. Mens det er væltet ind med ordrer, er indtjeningen faldet med mere end 20 pct. Det har igen fået driftsmarginen til at dykke, og endelig er bundlinjen også faldet kraftigt.

Det er problemer i forsyningskæderne, der er årsagen til problemerne. Det har resulteret i, at der er problemer med at få leveret råvarer, og samtidig har Vestas oplevet stigende priser.

Udfordringerne er blevet krydret med en nedjustering af forventningerne til ebit-marginen. Den ventes nu at lande på omkring 4 pct. Tidligere ventede selskabet en driftsmargin i niveauet 5-7 pct.

»Ustabiliteten i forsyningskæden og de høje omkostninger til komponenter, materialer og transport forventes at gøre sig gældende i hele 2022,« udtalte Henrik Andersen, topchef i Vestas, i forbindelse med regnskabet.

Læs også
Top job