Erhverv

Trods genåbningen: To ud af tre holdt ferie i Danmark i 2021

Mange danskere valgte igen i 2021 at holde sommerferie i Danmark, selv om rejserestriktionerne langsomt blev lempet, viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark.

Størstedelen af danskerne holdt igen i 2021 sommerferie i Danmark, viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark. Foto: Astrid Dalum. Størstedelen af danskerne holdt igen i 2021 sommerferie i Danmark, viser en ny undersøgelse fra VisitDanmark. Foto: Astrid Dalum Sommerlandet Danmark. Henne Strand er populær blandt både danske og tyske turister.
Søstrene Karoline Vahle Feldthaus på 10 år og Annesofie Svaneklink Hansen på 11 år prøver trampolinerne i Henne. Sommerlandet Danmark. Henne Strand er populær blandt både danske og tyske turister.
Poul Henningsen tegnede i 1937 Henne Mølle Å Badehotel. Badehotellet er fyldt med PH-lamper og dansk design.

For andet år i streg valgte to ud af tre danskere i 2021 at holde sommerferie i Danmark. Men selv om størstedelen af danskerne fastholdt sommerferien i Danmark, steg antallet af danskere også, der tog til udlandet.

I 2021 tog 29 pct. af danskerne til udlandet på sommerferie. Året før var det blot 20 pct.

Det viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark foretaget af analyseinstituttet Epinion med mere end 4.000 besvarelser.

Meget tyder på, at rejseadfærden stille og roligt ændrer sig i retning af noget, vi kender fra før pandemien.

Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør for VisitDenmark

Undersøgelsen viser, at det for hver femte dansker var første gang i flere år, at sommerferien blev holdt i Danmark, mens hver fjerde besøgte en destination, de ikke tidligere har været på. Hver tredje oplyser samtidig, at de har fået et mere positivt syn på Danmark som feriedestination.

»Selv om danskerne havde mulighed for at rejse til udlandet denne sommer, valgte flertallet at holde ferie i Danmark, og for mange var det en positiv førstegangsoplevelse,« siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør for VisitDenmark, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Pandemien har fået mange danskere til at gå på opdagelse i Danmark og besøge nye destinationer. Der er noget bygge videre på de kommende år.«

Årsagen, til at så mange danskere er blevet hjemme, kan findes i den usikre situation med corona i en lang række af danskernes yndlingsdestinationer. Men ifølge undersøgelsen har danskerne generelt følt sig mere sikre på ferien sammenlignet med året før.

Blandt andet har danskerne været i bedre tid med at booke ferien end i 2020, mens også færre i år fravalgte at tage på sommerferie på grund af utryghed.

»Meget tyder på, at rejseadfærden stille og roligt ændrer sig i retning af noget, vi kender fra før pandemien. Det er utroligt positivt. Men det betyder også, at danskerne i stigende grad vil søge mod udlandet, og derfor er det vigtigt, at de udenlandske turister vender tilbage til Danmark,« siger Janne Grønkjær Henriksen.

Aarhus var den mest populære feriedestination for danskerne, hvor 18 pct. af de adspurgte har søgt til. København og Fyn følger lige efter med 15 pct. hver.

Læs også
Top job