Erhverv

Hund fandt millionbeløb i lufthavnsbagage

I fredags lavde Toldstyrelsen et spektakulært pengefund i Københavns Lufthavn.

En toldhund fandt fredag 5,7 mio. kr. i to lufthavnskufferter. Toldstyrelsen har lige nu masser af fokus på pengebevægelser over grænserne. Foto: Toldstyrelsen

Fredag den 5. november gjorde Toldstyrelsen et stort fund, da den tjekkede bagage i Københavns Lufthavn.

Toldhunden Andy viste interesse for to stykker bagage blandt de mange kufferter, og efter en nærmere kontrol viste kufferterne sig at indeholde flere poser med danske og svensker kontanter. I alt tilbageholdt tolderne kontanter svarende til ca. 5,7 mio. kr.

Det fortæller Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vores toldhunde afsøger store områder effektivt for både penge og narko, og her til aften (fredag aften, red.) var der desværre gevinst, da toldhunden Andy snusede sig frem til over 5 mio. kr. Hundene og deres førere er et vigtigt værktøj i vores løbende kontrol, der er med til at sætte en prop i de kriminelles pengestrømme,« siger Michael Lund, Toldstyrelsens kontroldirektør, i pressemeddelelsen.

Sagen er nu overdraget til Københavns Politi.

Det er det andet større fund af kontanter af Toldstyrelsen på kort tid. Tidligere i november fandt toldere 7,7 mio. kr., der var gemt i frostpakker i Aalborg.

En række paller med frostvarer blev udtaget til kontrol i Grønlandshavnen i Aalborg. Ifølge toldpapirerne var der tale om en helt almindelig sending frysegods, men ved nærmere kontrol viste det sig, at der var millioner af kroner gemt blandt varerne.

I hele 2019 og 2020 tilbageholdt Toldstyrelsen et samlet beløb på 22 mio. kr. Heriblandt en rejsende, som blev snuppet i Københavns Lufthavn med intet mindre end 9,4 mio. kr. i forskellige valuta på lommen.

Da der var tale om ulovlig indførsel af valuta, fik den rejsende en bøde på 2,3 mio. kr. for ikke at have overholdt reglerne.

Toldstyrelsen har skarpt fokus på pengebevægelser over grænserne. Når Toldstyrelsen tilbageholder kontanter eller andre likvide midler, er det altid på en konkret mistanke. I sager med store pengebeløb, som den rejsende ikke ønsker, at myndighederne skal kende til, vækker det en mistanke om kriminel aktivitet.

Læs også
Top job