Erhverv

Elon Musk lavede afstemning på Twitter - nu falder aktien

Tesla-aktien falder med mere end 6 pct., efter at Elon Musk spurgte Twitter-brugerne, om han skulle sælge aktier.

Elon Musk har flere gange sendt tweets, hvor aktiekursen i Tesla efterfølgende er steget eller faldet. Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Tesla-aktien er sendt ud i et fald, efter at selskabets topchef Elon Musk i løbet af weekenden satte gang i en afstemning på Twitter om, hvorvidt han skulle sælge 10 pct. af sine aktier i elbilproducenten. Ved den amerikanske børsåbning mandag eftermiddag dansk tid har investorerne reageret ved at sende aktien ned med mere end 6 pct.

Da afstemningen sluttede søndag aften, havde flere end 3,5 mio. Twitter-brugere deltaget, og af dem havde næsten 58 pct. svaret ja.

Elon Musk satte angiveligt gang i afstemningen, fordi Demokraterne i USA har foreslået at indføre en milliardærskat.

»Der er på det seneste blevet snakket meget om, at urealiserede kursgevinster handler om at undgå at betale skat, så jeg foreslår at sælge ti procent af mine Tesla-aktier. Støtter du det?« skrev Elon Musk.

Ifølge Reuters ejer Elon Musk inklusive aktieoptioner 23 pct. af Tesla. Baseret på fredagens lukkekurs svarer 10 pct. af Elon Musks beholdning til 135 mia. kr., så hvis han gør alvor af sit ønske om at sælge, vil det kunne lægge et vist pres på aktiekursen. Ifølge Reuters vurderer markedsdeltagere, at nogen vil forsøge at sælge, inden Elon Musk evt. gør det.

Elon Musk er ifølge opgørelser fra erhvervsmediet verdens rigeste. Han har ifølge mediet en anslået formue på 318 milliarder dollar. Dermed er han langt foran nummer to på listen. Her finder man Jeff Bezos, der står bag Amazon. Han er ifølge mediet god for 203 milliarder dollar.

Det er ikke første gang, at tweets fra Elon Musk har sat skub i aktiekursen i Tesla. Han har f.eks. tidligere tweetet, at selskabet var på vej af børsen til en kurs på 420.

Dette fik det amerikanske børstilsyn til at åbne en sag mod Elon Musk. Sagen endte i et forlig, men det satte ikke en stopper for Musks tweets.

Han har f.eks. også tweetet, at han mente, at aktiekursen på et tidspunkt - ifølge ham - var for høj. Det førte til kursfald i aktien.

Læs også
Top job