FLSmidth-topchef træder tilbage - intern afløser overtager 1. januar
Mikko Keto har kun været i FLSmidth siden januar i år. Alligevel har bestyrelsen peget på den nuværende direktør i den vigtige mineforretning som koncernens fremtidige topchef.
Thomas Schulz, adm. direktør i FLSmidth, har besluttet at forlade selskabet og stopper som topchef med udgangen af 2021.
Hans afløser bliver Mikko Keto, direktør for koncernens mineforretning siden januar i år, oplyser FLSmidt-bestyrelsen i en fondsbørsmeddelelse.
Thomas Schulz har været topchef i cementindustri- og minekoncernen siden 2013 og har senest stået i spidsen for det igangværende milliardopkøb af Thyssenkrupps mineforretning, TK Mining. Et opkøb der blev annonceret i juli.
Med opkøbet vil størstedelen af FLSmidth-omsætningen fremdeles komme fra mineforretninger, hvorfor Mikko Keto fortsat kommer til at stå i spidsen for mineforretningen, selv om han fra nytår også overtager styringen af den danske cement- og minekæmpe.
Jeg er overbevist om, at Mikko (Mikko Keto, red.) er et fremragende valg som vores næste koncernchef.Thomas Schulz, adm. direktør i FLSmidth
»Jeg er overbevist om, at Mikko er et fremragende valg som vores næste koncernchef. Jeg vil samtidig gerne takke vores bestyrelsesformand, Vagn Sørensen, og hele bestyrelsen for dens støtte og et frugtbart samarbejde gennem årene,« siger Thomas Schulz i en afskedskommentar.
Selv om den mangeårige topchef træder tilbage med udgangen af året, oplyser FLSmidth, at han fortsætter i koncernen »frem til udgangen af februar« for at sikre en glidende overlevering.
Vagn Sørensen udtrykker stor tilfredshed med, at det er muligt at besætte posten som topchef med en intern kandidat, og bestyrelsesformanden slår fast, at Mikko Keto allerede har udstukket en klar kurs for koncernens vigtige mineforretning.
Regnskabstal for FLSmidth:
| Mio. kr. | 1H 2021 | 1H 2020 |
|---|---|---|
| Omsætning | 7.786 | 8.371 |
| Driftsresultat (ebita) | 387 | 359 |
| Resultat før skat | 174 | 143 |
| Resultat efter skat | 101 | 84 |
| Overskudsgrad i pct. | 5 | 4,3 |
| Antal ansatte | 10.089 | 11.504 |
Derfor er forventningerne til Mikko Keto som FLSmidth-topchef også i top, lyder det.
»Jeg har stor tillid til hans evne til at levere et meget succesfuldt og profitabelt FLSmidth fremadrettet og udfolde selskabets fulde potentiale ved MissionZero,« fastslår Vagn Sørensen.
MissionZero er koncernens bæredygtighedsstrategi, som kort fortalt går ud på, at FLSmidth frem mod 2030 vil reducere CO2-udledningen. Det overordnede mål er, at selskabet i 2030 kan stille teknologi til rådighed, der gør det muligt at drive miner og cementfabrikker uden nogen CO2-udledning overhovedet.
Det overraskende topchef-skifte kommer på et tidspunkt, hvor FLSmidth for alvor har fået vind i sejlene.
Det var således en optimistisk Thomas Schulz, der i august kommenterede et halvårsregnskab præget af en solid indtjening, selv om der år til år var tilbagegang på toplinjen.
»Jeg ser ret positivt på fremtiden. Der vil komme vækst, ordrebogen er større, og det giver altid potentiale for højere indtjening,« lød det fra den mangeårige FLSmidth-topchef.
Nu har Thomas Schulz udstedt løfterne til de til tider hårdt prøvede aktionærer. Det bliver så op til hans efterfølger at indfri dem, mens Thomas Schulz drager til Tyskland. Den 1. marts tiltræder han som ny topchef i Bilfinger-koncernen.
FLSmidth fremlægger torsdag regnskabet for 3. kvartal.

