Erhverv

I sidste øjeblik mistede Danmark verdensrekorden - og så blev Schmeichel rasende trods sejren over Færøerne

Danmark var snublende tæt på at sætte en milepæl under VM-kvalifikationskampen mod Færøerne, hvor det trods alt blev til en sejr.

Kasper Schmeichel var rasende efter Færøernes scoring. Foto: Jens Dresling Færøerne scorer mod Danmarks Kasper Schmeichel. Foto: Jens Dresling Andreas Skov Olsen (th.) og Yussuf Poulsen ved 1-0 målet under VM-kvalifikationskampen mellem Danmark - Færøerne i Parken Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er altid noget, der gør det værd at huske en landskamp.

Mest åbenlys er den første gang, man får lov til at sidde inde i Parken, mens over 30.000 tilskuere synger med på nationalsangen. Andre gange er det en enkelt genial aktion, der indprenter sig i hukommelsen. Og så er der de kampe, hvor man kigger sigende hen på sidemanden og har lagt endnu et lag på venskabet, fordi man holdt det her ud sammen.

Længe så det ud til, at Danmarks sejr over Færøerne ville sætte et varigt aftryk i form af en verdensrekord.

I stedet vil 3-1 sejren blive husket for at skabe det øjeblik, hvor der blev scoret for første gang mod Kasper Schmeichel og det danske herrelandshold på vejen mod VM. Derfor missede Danmark verdensrekorden for flest VM-kvalifikationskampe i træk uden at indkassere et mål.

Kasper Schmeichel var rasende, og medspillerne græmmede sig, selvom Danmark stadig nærmede sig den niende sejr ud af ni mulige i kvalifikationen. Hvem havde også troet, at den 31-årige Klæmint Olsen fra NSI Runavik skulle blive den første til at passere Leicester-målmanden, der inden da havde leveret en pragtredning efter et hovedstød lige foran mål?

Kort efter genskabte Joakim Mæhle glæden med et uforglemmeligt lob til 3-1, og så jublede alle i Parken - både de danske og de fortsat veltilfredse færøske tilskuere - undtagen Kasper Schmeichel, der stadig så ud til at have svært ved at slippe skuffelsen.

Landsholdsmålmanden kylede sine målhandsker væk umiddelbart efter slutfløjtet, inden han beherskede sig og gav holdkammeraterne et par krammere.

Mandag aften skal han og resten af det danske landshold en tur til Skotland, der endegyldigt sikrede sig andenpladsen lige bag Danmark i VM-kvalifikationsgruppe F med 2-0 sejren over Moldova. Dermed skal skotterne ud i playoffkampe, mens Danmarks VM-plads allerede var på plads inden kampen mod Færøerne.

Kampen

VM-kval., gruppe F:

Danmark-Færøerne 3-1 (1-0)

Mål: 1-0 Andreas Skov Olsen (18.), 2-0 Jacob Bruun Larsen (63.), 2-1 Klæmint Olsen (90), 3-1 Joakim Mæhle (90+)

Danmark (3-4-3): Kasper Schmeichel - Jens Stryger Larsen, Andreas Christensen, Simon Kjær - Daniel Wass, Christian Nørgaard (Jens Jønsson 80.), Jesper Lindstrøm (Thomas Delaney 57.), Joakim Mæhle - Andreas Skov Olsen (Anders Dreyer 66.), Yussuf Poulsen (Andreas Cornelius 66.), Mohamed Daramy (Jacob Bruun Larsen 57.)

Færøerne: (5-4-1): Teitur Gestsson - Rene Joensen (Heri Mohr 80.), Odmar Faerø, Hørdur Askham, Sonni Nattestad, Viljomur Davidsen - Hallur Hansson, Gunnar Vatnhamar (Trondur Jensen 66.), Jakup Andreasen, Sølvi Vatnhamar (Petur Knudsen 80.) - Joan Edmundsson (Klæmint Olsen 55.)

Tilskuere: 35.531

Et enkelt »sygt« øjeblik

Denne råkolde fredag aften i Parken vil også blive husket for et varmt gensyn med Morten Olsen. Den tidligere landstræner var tilbage i nationalarenaen for første gang i seks år, hvor han trak sig tilbage efter 15 år som ansvarlig for fodboldherrerne.

Den gråhårede herre med de karakteristisk runde briller slentrede rundt med et rød-hvidt halstørklæde uden på vinterfrakken og et stort smil, mens alt fra tidligere kollegaer og spillere til efterfølgeren Kasper Hjulmand ville klappe den tidligere landstræner på ryggen.

Netop Kasper Hjulmand leverede et par overraskelser i startopstillingen, hvor Jesper Lindstrøm startede inde for første gang. Den 21-årige Eintracht Frankfurt-spiller indtog midtbanen i stedet for den normale landsholdsprofil Thomas Delaney, der blev sparet.

»4, 4, 4, 4, 4-0« rungede det ned fra de fyldte tribuner mod de danske spillere, både da de løb ind til opvarmningen og lige inden startfløjtet. Hurtigt klingede slagsangene imidlertid af, mens en gruppe med trommer og blæseinstrumenter skabte stemning blandt de cirka 2000 færinger ligesom under det første indbyrdes opgør i Thorshavn.

De jublede som efter en scoring, hver gang færingerne fik pareret et dansk angreb; og det skete tit i løbet af en halvsløj indledning, der skabte en afventende stemning blandt de danske fans.

»Åh, sygt«, udbrød en ung purk pludselig, da Yussuf Poulsen lavede en fiks frispilning af Daniel Wass efter 18 minutter. Det forløsende tempofyldte angreb endte med en ripost til Andreas Skov Olsen, der gled bolden i mål på det smattede underlag.

Netop banen lignede mere Roskilde Festivals campingområde efter en uges ølbowling end en arbejdsplads for professionelle fodboldspillere. Det satte sig præg på spillet ligesom mod Østrig.

I angrebet fik Mohamed Daramy chancen, men det blev heller ikke denne aften, hvor det 19-årige Ajax-talent fik sit gennembrud på landsholdet. Driblingerne manglede skarphed, og afleveringerne røg indimellem direkte ud over sidelinjen inde på det stadion, hvor han tidligere har imponeret for FC København.

»Går I hjem?« brægede en midaldrende herre ned mod to teenagepiger, da de rejste sig fra deres pladser efter en halv time. Nogle fik måske også den tanke, at der var sjovere steder at tilbringe en fredag aften - specielt når de færøske spillere brugte op mod et minut på at afvikle et indkast.

Defensivt leverede Danmark som vanligt en koncentreret indsats, men modstanden var også overkommelig.

Offensivt var Joakim Mæhle én af dem, der prøvede at skabe nogle uforglemmelige øjeblikke på det fyldte stadion. Jesper Lindstrøm forsøgte også meget, men lykkedes med lidt indtil udskiftningen efter en time.

Kort efter leverede Danmark omsider sådan et angreb, der kan få gang i tribunerne. Et par gode afleveringer mellem Andreas Skov Olsen og Yussuf Poulsen sendte sidstnævnte afsted mod målet, hvor Jacob Bruun Larsen gled bolden det sidste stykke i mål.

Hoffenheim-spilleren blev den 18. dansker, der har scoret i løbet af VM-kvalifikationen. Her kan Danmark stadig nappe en rekord, hvis yderligere tre nye spillere scorer i den sidste kamp mod Skotland.

Uanset hvad skal den næste landskamp også blive husket. Forhåbentlig bliver det lidt mere festligt end fredag aften, hvor mange af tilskuerne indimellem kiggede sigende hen på sidemanden og lagde endnu et lag på venskabet, indtil de blev belønnet med en genial aktion i form af Joakim Mæhles solotur og lob til slutresultatet 3-1.

Læs også
Top job