Erhverv

Semler Gruppen: Ventetiden på en ny bil er op mod 12 måneder, og prisen er steget

Forsyningskaos og mangel på komponenter rammer landets største bilkoncerner hårdt i en tid, hvor flere danskere ifølge en måling ellers har planer om at få sig en ny bil.

Lars Kornelius, topchef i Skandinavisk Motor Co., som importerer en lang række bilmærker. Foto: Stine Bidstrup Foto: Bloomberg/Krisztian Bocsi

Bilbranchen har den seneste tid kæmpet hårdt med usædvanligt lange leveringstider på nye biler.

Det fortæller repræsentanter fra Danmarks to største bilkoncerner.

Hos Semler Gruppen, der importerer mærker som Volkswagen, Audi, Skoda og Porsche, skal kunder typisk vente mellem fire og otte måneder i øjeblikket. Men faktisk kan ventetiden strække sig helt op til 12 måneder for nogle elbiler.

Under normale omstændigheder kan Semler levere en ny bil på mellem to og tre måneder.

Problemerne kommer på et uheldigt tidspunkt for bilbranchen, for danskernes interesse i at få en ny bil er i betydelig vækst. En ny måling fra Voxmeter viser, at 4,6 pct. af de danske husstande nu har planer om at købe eller lease en ny bil inden for tre måneder. For et år siden gjaldt det 2,8 pct. af husstandene.

»Lige nu har vi rigtigt lange ventetider, især på grønne biler. Vi er desværre ramt af den perfekte storm,« lyder det fra Lars Kornelius, adm. direktør i Skandinavisk Motor Co., der er Semler Gruppens importforretning.

Han fortæller, at stor mangel på komponenter som især mikrochips, fabrikslukninger og forsyningsproblemer er årsagen til den forhøjede leveringstid.

»Normalt kan vi også sælge fra lageret. Men lige nu har vi ikke noget lager. Det ville under sædvanlige omstændigher være en drømmesituation, men det er det bare ikke lige nu,« siger Lars Kornelius, der dog ser bedring forude for leveringstiderne.

Joakim Læbo, direktør i Peugeot Danmark, som er en del af K.W.Bruun-koncernen med mærker som Peugeot, Citroën og Opel, kan også bekræfte, at der har været længere leveringstider på det seneste.

»Men det værste er overstået, vil jeg tro. Henover sommeren havde vi store problemer med leveringstiderne,« siger han.

K.W. Bruun har sikret sig et lager af de eftertragtede plugin-hybrid-biler til omgående levering og et mindre særparti af populære biler til hurtig levering.

Forsyningsproblemerne og komponentmanglen kommer i en periode, hvor flere danskere har planer om at få en ny bil inden for tre måneder

Vælger danskerne at gennemføre en ordre på en ny bil lige nu, skal de ikke blot forvente øget ventetid på at få bilen leveret, men også højere priser.

For ligesom meget andet i samfundet er steget i pris, er det også blevet dyrere at få sig en bil.

»Vi har især set prisstigninger gennem andet halvår. Biler er nok generelt set blevet 10 pct. dyrere hidtil i år, og vi forventer yderligere prisstigninger næste år. Biler har fået et varigt løft i priserne,« siger Joakim Læbo, der dog understreger, at priserne på grønne biler er holdt i ro.

Hos Semler er priserne også steget.

»Forskellige slags komponenter og råvarer er blevet dyrere, og det slår sig også ud på vores pris til kunderne. Det er et sted mellem 4 og 6 pct. dyrere at købe en bil hos os nu end for et år siden,« siger Lars Kornelius.

Læs også
Top job