Erhverv

46-årig mangemillionær satser 50 mio. kr. på et tidligere plejehjem og en gammel bunker

Mads Peter Veiby blev offentlig kendt via ejerskabet af mobilselskabet M1, som han solgte til TDC i 2009.

Mads Peter Veiby blev især kendt via ejerskabet af lavprismobilselskabet M1, som han stiftede i 2003. Seks år senere solgte han M1 for et trecifret millionbeløb til TDC. Foto: Thomas Buthler.

Den tidligere ejer af mobilselskabet M1, Mads Peter Veiby, har kastet sig over et nyt investeringsprojekt.

Mads Peter Veiby, der siden salget af M1 til TDC tilbage i 2009 er blevet kendt som en meget foretagsom iværksætter, har netop købt det tidligere plejehjem Lollandshus, der ligger midt i Aalborg, sammen med direktør og ejendomsudvikler Tom Jakobsen.

Der er ikke supermeget jord, men der er en gammel bunker.

Mads Peter Veiby, mangemillionær, investor og tidligere ejer af M1

Købsprisen lyder på godt 50 mio. kr., oplyser Mads Peter Veiby til Nordjyske, der også fortæller, at den 46-årige erhvervsmand foruden den bevaringsværdige ejendom på 5.500 kvadratmeter får en gammel bunker med i handlen.

»Der er ikke supermeget jord, men der er en gammel bunker. Der er temperaturen til, at man måske kan have et vinlager, hvor beboerne i området så kan købe en vinreol, hvor deres vin kan ligge,« siger Mads Peter Veiby til Nordjyske.

Vinlager-idéen er tydeligvis blot en af mange idéer, der er i luften. De nye ejere har trods den markante købspris nemlig ikke lagt sig fast på, hvad der skal ske med det tidligere plejehjem.

Siden de glade M1-dage har Mads Peter Veiby slået sine folder som bl.a. medejer af onlinekasinoet Spilnu.dk, stifter af parkeringsfirmaet Parkpark og investor i firmaet Leikr, der laver GPS-sportsure. Og så er erhvervsmanden for øvrigt bilentusiast med stort B og altså udvikler af ejendomsprojekter.

Selv om en købspris på mere end 50 mio. kr. givetvis kan skræmme de fleste investorer, har den nordjyske iværksætter en del millioner på kistebunden at gøre godt med.

Et kig på Mads Peter Veibys private holdingselskab, MPV Management, viser, at den tidligere M1-ejer kom ud af 2020 med et overskud på bundlinjen på 4,0 mio. kr., hvilket fik egenkapitalen i selskabet til at runde 156 mio. kr.

2020-overskuddet er dog ingenting at regne i forhold til 2019, hvor MPV Management landede et nettoresultat på 73,4 mio. kr.

De nye ejere overtager det tidligere plejehjem den 1. februar.

Læs også