Kenneth Schwartz Thomsen er gået personlig konkurs
Kenneth Schwartz Thomsen, der er en af finanskrisens mest berygtede ejendomsspekulanter, er erklæret personlig konkurs - igen.
Danmarks måske mest berømte og berygtede ejendomsspekulant, Kenneth Schwartz Thomsen, der var én af hovedrollehaverne i finanskrisen herhjemme, er erklæret personlig konkurs.
Det fremgår af en meddelelse fra Statstidende.
Det sker, efter Kenneth Schwartz Thomsen i februar blev dømt til at betale 565 mio. kr. på grund af sin rolle i krakket på Roskilde Bank i 2008.
Kurator Cathrine Ohff Wollenberg Zittan oplyser til Finans, at konkursbegæringen mod Schwartz Thomsen kom fra en kreditor.
Finans arbejder på at få en uddybende kommentar fra kurator samt Kenneth Schwartz Thomsen selv.
Det er ikke første gang, at Kenneth Schwartz Thomsen er gået personlig konkurs. Det skete også tilbage i 2008 efter finanskrisen.
Dengang spekulerede Kenneth Schwartz Thomsen i ejendomme, og på sit højdepunkt herskede han over værdier for mere end 3 mia. kr. Her var gælden dog også enorm. For eksempel havde Roskilde Bank lånt ham ca. 900 mio. kr.
Da finanskrisen ramte, var Kenneth Schwartz Thomsens kæmpegæld medvirkende til, at Roskilde Bank kollapse. Det efterlod aktionærer med enorme tab.
Siden har Kenneth Schwartz Thomsen startet og gået konkurs med flere selskaber og blev desuden i 2016 idømt to års betinget fængsel og en bøde på 6,6 mio. kr. i Østre Landsret for skattesvindel.



