Google fjerner eller giver advarsler til 250 apps
Apps har indsamlet og videregivet præcise lokationsoplysninger om tusindvis af danske, men nu løfter Google pegefingeren.
Google har valgt at udstede advarsler eller direkte fjerne 250 apps fra Google Play, fordi de indsamlet oplysninger og tusindvis af danskere og gjort en forretning ud af at sælge disse oplysninger videre.
Det skriver TV2, der også tidligere på året fortalte om, hvordan der var blevet handlet med lokationsoplysninger for 60.673 danskere via det britiske datafirma Huq Industries. Af firmaet kunne man altså købe præcise oplysninger om, hvor danskerne havde været.
»I forlængelse af den journalistiske afdækning har vi foretaget en grundig undersøgelse af sagen. På den baggrund er der taget handling på alle de apps, som er fundet i strid med Google Plays retningslinjer,« siger kommunikationschef Jesper Vangkilde fra Google Danmark til TV2.
Google Play er den platform, hvorpå androidbrugere finder og downloader apps.
Indsamlingen og videresalget af de over 60.000 danske android-brugeres telefoner er langtfra et enestående tilfælde. F.eks. lykkedes det også i sommers for det norske medie NRK at afsløre, at noget tilsvarende fandt sted i Norge. Mediet købte - meget lig TV2 - for en sum af 35.000 norske kr. helt konkrete kort-koodinater fra 140.000 norske mobiltelefoner.
Datatilsynet udgav på baggrund af TV2’s afsløringer i sommer tre gode råd til, hvordan man undgår at blive sporet af apps på sin mobiltelefon.


