Erhverv

Vestas om hackerangreb: »Data er blevet kompromitteret«

Vestas er kommet med en opdatering på det hackerangreb, der har ramt vindmølleproducenten.

Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Vestas har påbegyndt en »gradvis og kontrolleret« genstart af sine it-systemer, efter at den store vindmølleproducent fredag i sidste uge opdagede et hackerangreb. Det er den positive melding fra Vestas. Der er dog også mindre opløftende nyheder i en opdatering, som Vestas har sendt ud som en fondsbørsmeddelelse.

Af fondsbørsmeddelelsen fremgår det nemlig, at foreløbige undersøgelser har vist, at »hændelsen har påvirket dele af Vestas' interne it-infrastruktur, og at data er blevet kompromitteret«.

Vindmølleproducenten oplyser ikke, hvilke former for data der er blevet kompromitteret under hackerangrebet, ligesom det ikke bliver oplyst, hvilke dele af it-infrastrukturen der er blevet påvirket af angrebet.

Vestas oplyser dog, at arbejdet med at løse situationen og undersøgelserne som følge heraf fortsætter.

»Der er imidlertid ingen indikation af, at hændelsen har påvirket driften hos tredje part, inklusive vores kunder og forsyningskæde. Vestas' produktions-, installations- og serviceteams har været i stand til at fortsætte arbejdet, selv om flere operationelle it-systemer har været lukket ned for en sikkerheds skyld,« lyder det fra Vestas.

Med hackerangrebet er Vestas blevet en del af en voksende klub af danske selskaber, som er blevet ramt af et cyberangreb. Høreapparatselskabet Demant har tidligere været ramt, og her blev det vurderet, at angrebet havde kostet mellem 550 og 650 mio. kr.

A.P. Møller-Mærsk har også været ramt. Her var regningen meget større. A.P. Møller-Mærsk vurderede, at det havde kostet mellem 1,6 og 1,9 mia. kr.

Læs også