Erhverv

Black friday: Elgiganten og Power kan ikke love, at alle produkter kan komme hjem til jul

Landets to største elektronikkæder holder i disse dage black friday-udsalg. Men hverken Power eller Elgiganten kan love, at alle varer kan nå at komme hjem til jul, oplyser selskaberne.

Elgigantens adm. direktør, Peder Stedal, kan ikke love, at alle produkter kan nå at komme hjem til jul, men han forsikrer om, at der findes et alternativ. Foto: Arkivfoto. Foto: Elgiganten.

Er man tidligt ude, hvis man køber julegaver i november?

Ikke i år.

På grund af globale kriser på fragtmarkedet og mangel på mikrochips er bestemte varer - særligt indenfor elektronik - allerede udsolgte, og butikkerne kan ikke love sine kunder, at de kan få nye hjem inden jul.

Hvis der er nogen, der går og drømmer om en Playstation 5 under juletræet, så er der rigtig mange, der vil blive skuffet.

Simon Frölich, salgschef i Power.

Det oplyser talspersoner fra landets to største elektronikkæder, Power og Elgiganten, der netop har slået dørene op til årets største handelsbegivenhed, black week.

»Vi har forberedt os på black week og købt ind - endda mere end vi plejer, men der er enkelte varer, der allerede nu er knaphed på, og nogle hylder vil være tomme. Der vil være nogle produkter, som vi ikke kan få hjem til jul,« siger Peder Stedal, der er adm. direktør i Elgiganten.

Hos konkurrenten Power står man i samme situation.

»Vi har forecastet, som vi plejer til black friday, så vi er rigtig godt dækket ind. Det betyder ikke, at enkelte modeller eller farvevarianter ikke kan blive en udfordring. Så nej, vi kan ikke forsikre, at alle produkter kan nå at komme hjem før jul,« siger Simon Frølich, der er salgschef hos Power i Danmark.

Særligt specifikke og meget eftertragtede produkter kan allerede nu flyttes til næste års ønskeliste.

»Hvis der er nogen, der går og drømmer om en Playstation 5 under juletræet, så er der rigtig mange, der vil blive skuffet,« siger han.

Udsolgt-procent på udvalgte varer op til black friday

Kilde: Undersøgelse af YouGov for PriceRunner


Udsolgt-procent
Elektronik
Grafikkort 73 pct.
Spil til spilkonsoller 50-92 pct.
Harddiske 51 pct.
TV 35 pct.


Cykler
Alm. cykler 29 pct.
Elcykler 28 pct.


Hårde hvidevarer
Køle-fryseskabe 27 pct.
Kogeplader 31 pct.
Køleskabe 33 pct.
Opvaskemaskiner 36 pct.


Begge parter oplyser, at varemanglen skyldes primært to ting: Pres på den globale fragt og den altomspændende mangel på mikrochips, som er nødvendige komponenter i de fleste elektronikprodukter. Det presser producenterne på, hvor meget de kan producere, og hvor hurtigt de kan levere det.

Det forårsager en vis uforudsigelighed, som rammer både Power og Elgiganten såvel som forbrugerne.

Kan kunderne regne med den leveringstid, der fremgår, når de køber en vare?

»Det kan kunden i de fleste tilfælde, men vi kan aldrig give en 100 pct. garanti på, at den levering, vi får oplyst, også gælder. Vi sørger selvfølgelig for at kontakte kunden og give kunden besked, hvis der sker ændringer,« siger Simon Frølich fra Power.

Hos Elgiganten oplever man samme uforudsigelighed på leverancer.

»Kunderne får oplyst en forventet leveringsdato, som vi opgiver på baggrund af, hvad vi får at vide fra vores leverandører. Men det er klart, at der er enkelte varer, der kan blive skubbet. Om det sker, det ved vi simpelthen ikke,« siger Peder Stedal fra Elgiganten.

Selvom bestemte modeller og varianter ikke kan leveres til jul, er der masser af varer på hylderne og på lageret, forsikrer begge parter. Derfor vil medarbejdere hos både Elgiganten og Power sørge for at hjælpe kunderne med at finde et alternativ til den vare, kunden gerne vil have haft. Det kunne f.eks. være en telefon i en anden farve eller et tv fra et andet mærke, oplyser parterne.

Læs også