Erhverv

Danish Crown melder udsolgt: Prisen på dansk oksekød tordner i vejret

Slagterikoncernen Danish Crown hæver i dag oksekødsafregningen til landmændene til det højeste niveau nogensinde. Målet er at få landmændene til at levere flere kreaturer, for Danish Crown har udsolgt, og kunderne står i kø.

Danske landmænd får lige nu rekordhøje afregningspriser for deres leverancer af kreaturer til slagterierne. Efterspørgslen er det seneste halve år braget i vejret, og Danish Crown må melde udsolgt af oksekød for resten af året.
Foto: Joachim Adrian

Slagterigiganten Danish Crown hæver i dag oksekødsafregningen til det højeste niveau nogensinde.

Den aktuelle forhøjelse er på 80 øre pr. kilo, og selskabets andelshavere får dermed i gennemsnit en afregning på mere end 26 kr. pr. kilo.

»Landmændenes afregningspris for oksekød kommer nu op på det højeste niveau nogensinde,« fortæller Finn Klostermann, adm. direktør for Danish Crown Beef.

Afregningsprisen på oksekød er steget nærmest lodret siden juni, og efterspørgslen er nu så voldsom, at Danish Crown må melde alt udsolgt.

»Vi har mere end udsolgt frem mod jul. Faktisk står kunderne i kø, og vi kan knap levere de mængder, der efterspørges. Det er derfor, vi hæver afregningsprisen til landmændene så markant og samtidig opfordrer dem til at levere så mange kreaturer som muligt de kommende uger. Oksekødet ejer nytårsaften, så efterspørgslen får et ekstra løft frem mod årets sidste dag,« påpeger Finn Klostermann.

I de første måneder af 2021 var situationen den stik modsatte. Priserne på oksekød var banket i bund, fordi coronarestiktioner afskar forbrugerne fra at komme på restaurant og til familiefester.

Da lempelserne kom i april, maj og juni, begyndte efterspørgslen og priserne hurtigt at stige.

»Siden har vi ikke set os tilbage. Der har været et enormt opsparet behov for at invitere gæster og komme ud at spise. Samtidig er der blevet afholdt utallige udskudte familiefester gennem hele sommeren og langt ind i efteråret. Desuden er folk begyndt at rejse igen, så der er også kommet gang i salget på vores eksportmarkeder i Sydeuropa,« fortæller Finn Klostermann.

Danish Crown henter halvdelen af sin omsætning på eksportmarkederne, hvor især lande som Spanien, Italien, Grækenland og Portugal har bidraget til prisstigningerne med en stærk efterspørgsel. Danish Crown har også fået godt gang i eksporten af oksekød til Canada.

Prisstigningerne på oksekød er forstærket af, at slagterierne i Australien og Sydamerika reducerede eksporten til Europa under coronakrisen, hvor priserne var lave. De store eksportnationer har fortsat i højere grad blikket rettet mod Kina og andre lande i Asien, hvilket lægger en dæmper på udbuddet i Europa.

Vi har mere end udsolgt frem mod jul. Faktisk står kunderne i kø.

Finn Klostermann, adm. direktør, Danish Crown Beef

Samtidig er de danske forbrugere under coronakrisen i højere grad begyndt at vælge lokale fødevarer, hvilket også gavner salget af dansk oksekød.

»Vi ser meget tydeligt, at danske forbrugere under coronakrisen har fået en stærkere præference for dansk oksekød,« fortæller Finn Klostermann. Han oplyser, at Danish Crown som minimum fastholder oksekøds-afregningen til landmændene på det aktuelle rekordniveau resten af 2021.

»Ordrebogen er så fuld, at det ikke kommer på tale at sænke afregningen inden nytår,« siger Finn Klostermann.

Han – og alle andre i branchen – holder lige nu et vågent øje med udviklingen i coronasmitten og eventuelle restriktioner, som potentielt kan svække salget til restauranter og resten af foodservicesektoren. Afhængig af omfanget, kan det lægge et pres på priserne.

Foreløbig tyder alt dog på, at det økonomiske festfyrværkeri for oksekødsproducenterne fortsætter helt frem til nytårsaften.

Læs også
Top job