Erhverv

Rejselystne danskere sender SAS på jagt efter piloter og kabinepersonale

Der skal flyve flere SAS-fly på tværs af kontinenterne næste forår og sommer på grund af en øget rejselyst blandt danskerne. Det sender nu SAS ud på jagt efter ansatte.

Foto: Finn Frandsen. Arkivfoto: Finn Frandsen
SAS

Danskerne vil ud at rejse og gerne på de længere ruter. Det er analysen fra SAS, og derfor skal antallet af langdistancefly have et skub bagi. Fra næste forår og sommer skal det danske flyselskab sende dobbelt så mange fly på tværs af kontinenterne, som det gør lige nu.

»Danskerne har et opsparet behov for at rejse. Det gælder både de fritidsrejsende og de forretningsrejsende, og derfor øger vi nu produktionsmængden på de interkontinentale markeder betydeligt,« siger Simon Pauck Hansen, der er SAS’ øverst ansvarlige for driften.

Han fortæller, at SAS allerede tidligere i dette efterår opskalerede den interkontinentale flåde, da USA genåbnede for europæiske rejser, men at der nu altså nu skal stilles yderligere fly til rådighed.

Helt konkret er der nu, hvad der svarer til seks fuldtidsbeskæftigede langdistancefly i produktion. Det svarer til 35-40 pct. af niveauet inden pandemien, men med den øgede efterspørgsel ønsker driftschefen at ramme et niveau på omkring 80 pct. sammenlignet med niveauet i 2019.

Det sender på samme tid SAS ud i en jagt efter nye medarbejder. I alt skal 850 nye medarbejdere findes fordelt på det gamle SAS Scandinavia og de nyoprettede datterselskaber SAS Link og SAS Connnect. Af dem skal 50 piloter og 200 kabineansatte være med til at hjælpe flere langdistancefly til og fra Europa gennem SAS Scandinavia.

»Vi kan konstatere, at der er en stor interesse for at rejse og booke langdistanceruter i den kommende tid, og det betyder, at vi spår en stor efterspørgsel næste forår og sommer. Og så skal vi være klar« uddyber Simon Pauck Hansen.

SAS tog i sommeren 2020 afsked med op mod 5000 ansatte, og det kan velsagtens også være blandt dem, at nogle af de nye ansatte skal findes.

»I SAS Scandinavia har piloterne genansættelsesret, og det betyder, at det er derigennem, vi kommer til at hente en del tidligere piloter tilbage,« uddyber driftschefen.

Læs også
Top job