Serier

Corona: Yderligere 5120 personer er smittet

Yderligere 5120 personer er smittet med corona, oplyser SSI. Det er det højeste nogensinde på et døgn. Antal indlagte stiger med 6 til 439. 14 flere er døde.

Corona rammer verden

Yderligere 5120 personer i Danmark har det seneste døgn fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det er det hidtil højeste for et døgn under epidemien. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Tidligere var 18. december sidste år indehaveren af den kedelige rekord med 4508 positive tilfælde i løbet af et døgn.

De 5120 positive tilfælde, der er fundet det seneste døgn, er fundet i 195.137 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget.

Det vil sige, at 2,62 procent af det seneste døgns PCR-prøver har vist et positivt resultat for coronavirus.

Foruden PCR-prøverne er der også foretaget 190.934 lyntest det seneste døgn. Lyntest er de prøver, hvor man podes i næsen.

Positive resultater fra lyntest fremgår ikke af SSI's tal, da der vurderes at være for stor usikkerhed i deres resultater.

På landets hospitaler er der onsdag indlagt 439 patienter med corona. Det er en stigning på seks personer i forhold til tirsdag.

Ud af de 439 indlagte er 61 patienter på intensiv. Og af dem får 35 hjælp af en respirator.

Antallet af coronarelaterede dødsfald er steget med 14, så det samlede antal under epidemien nu er 2909.

I vaccinationsindsatsen har yderligere 30.340 personer det seneste døgn fået første revaccination. Det er det såkaldte boosterstik, som skal opretholde immunitet over for coronavirusset.

Statsministeriet oplyser onsdag eftermiddag, at der onsdag klokken 18 vil være pressemøde om status på coronasituationen i Danmark.

- På pressemødet vil regeringen orientere om en styrkelse af vaccinationsindsatsen samt appellere til, at endnu flere tager imod tilbuddet om revaccination.

- Herudover vil myndighederne redegøre for seneste status på den nye variant Omikron, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Læs også
Top job