Erhverv

Vestas blev truet af hackere: Data er blevet lækket

Vestas er kommet med sin tredje opdatering oven på det hackerangreb, der har ramt den store danske vindmølleproducent.

Foto: Ernst van Norde

Data, som blev stjålet under cyberangrebet mod Vestas den 19. november, er blevet lækket. Det oplyser Vestas i sin tredje opdatering om hackerangrebet, hvor det samtidig fremgår, at hackerne har forsøgt at afpresse den danske vindmølleproducent.

»Desværre lykkedes det for angriberne at stjæle data fra Vestas, og disse data er blevet ulovligt delt eksternt. For at afbøde denne situation arbejder vi hårdt på at identificere eventuelle lækkede data og vil samarbejde med berørte interessenter og myndigheder,« udtaler Henrik Andersen, der er adm. direktør i Vestas.

Vestas oplyser, selskabet i forbindelse med hackerangrebet kontaktede de relevante myndigheder, sikkerhedseksperter inden for it og samtidig satte gang i en større undersøgelse for at finde ud af, hvor hvilken data der blev kompromitteret under hackerangrebet.

Selskabet oplyser, at da stjålne data for det meste er relateret til »interne anliggender«. Den danske vindmølleproducent oplyser ikke, hvornår hackerne forsøgte sig med afpresning, men af pressemeddelelsen fremgår det, at Vestas ikke lod sig afpresse.

»Vores modstandskraft i en så vanskelig situation bliver styrket af den støtte, vi har modtaget fra vores kunder, medarbejdere, leverandører og andre samarbejdspartnere. På vegne af direktionen og bestyrelsen vil jeg takke alle, der har hjulpet os med at komme til det punkt, hvor vi er nu,« udtaler Henrik Andersen.

De fleste it-systemer i Vestas kører igen, og selskabet oplyser, at der ikke er indikationer på, at hackerangrebet har påvirket kunder eller forsyningskæder.

Hackerangrebet bliver stadig undersøgt, lyder det fra Vestas, der samtidig oplyser, at det også undersøger, hvilke personlig data der er blevet stjålet.

»Vi vil begynde at underrette berørte parter inden for de næste par dage,« oplyser Vestas i pressemeddelelsen.

Læs også
Top job