Sælger frysere til coronavacciner: Arctiko er blevet solgt til amerikansk kapitalfond
Da coronavaccinerne lå klar i slutningen af sidste år, steg interessen eksplosivt for det danske selskab Arctikos medicinfrysere. Nu er selskabet blevet solgt til en amerikansk kapitalfond.
Det danske selskab Arctiko, der leverer frysere til medicinalindustrien, fik pludselig travlt, da efterspørgslen på frysekapacitet til coronavacciner steg eksplosivt i slutningen af sidste år.
Nu er selskabet blevet solgt til den amerikanske kapitalfond ICM Holdco. Det fremgår af oplysninger i cvr-registeret.
Arctikos stifter og tidligere ejer, Lars Ole Møller Jensen, bekræfter overfor Finans, at han har solgt selskabet til ICM Holdco.
»Vi står overfor en masse potentiale i markedet, som vi ikke får forløst, fordi min risikovillighed måske ikke er så høj, som den har været. Og vi vil vækste. Derfor tænkte jeg, at det var fint at få en kapitalstærk makker i ryggen, som også har en ting på agendaen, nemlig at vi skal vækste,« siger Lars Ole Møller Jensen, der fortsat skal være en del af virksomhedens strategiske udvikling.
Hvad den amerikanske kapitalfond har betalt for Arctiko, vil Lars Ole Møller Jensen ikke fortælle, men han mener ikke, at coronaefterspørgslen har påvirket prisen synderligt.
Den adm. direktør, Peter Laugesen, sagde i slutningen af 2020 til Børsen, at ledelsen forventede at tredoble omsætningen i 2021 som følge af, at efterspørgslen på frysere til coronavacciner steg i hele verden. Sådan er det dog ikke helt gået, fordi coronasituationen samtidig har udfordret leverancerne, fortæller Lars Ole Møller Jensen. Alligevel har selskabet, ifølge ham, haft en »væsentlig omsætningsfremgang«.
Det var især i perioden fra november 2020 til april 2021, at der virkelig var fart på efterspørgslen, fortæller den tidligere ejer.
»Der kunne vi nok have solgt 10 års fuld kapacitet på 14 dage. Det var helt vildt. Men vi havde jo det på lager, vi havde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg tror egentlig heller ikke, jeg ønsker at opleve noget lignende igen. Vi sad simpelthen og valgte, hvem der kunne få frysere,« siger Lars Ole Møller Jensen.
De sidste mange år har Arctiko leveret mindre millionoverskud med undtagelse af 2019, hvor overskuddet ikke kom op over 1 mio. kr.
Allerede i december 2019, altså inden Covid-19 blev kendt i offentligheden, indledte Arctiko dialogen med ICM Holdco om et fremtidigt salg. Der har været flere andre bejlere gennem tiden, fortæller Lars Ole Møller Jensen, men det var vigtigt for ham, at sælge til nogle, som ønskede at udvikle virksomheden.
»Det er et gensidigt ønske om at ville vækste virksomheden. De ser en masse potentiale, ligesom jeg selv gør, og de har en masse kapital, de vil smide ind i det,« siger Lars Ole Møller Jensen og fortæller, at investeringerne i første omgang skal gå til produktudvikling og flere medarbejdere.
Den daglige drift af virksomheden fortsætter som hidtil og den nuværende adm. direktør Peter Laugesen fortsætter også på sin post.
Lars Ole Møller Jensen stiftede Arctiko i 2001 og ejede indtil salget 90 pct. af selskabet. De resterende 10 pct. ejede den adm. direktør Peter Laugesen. Selskabet har i dag 35 medarbejdere.

