Ikea blev afsløret i ulovlig skovfældning: Nu reagerer møbelgiganten
Ikea skilter med bæredygtighed, men det svenske medie Aftonposten kunne tidligere på ugen afsløre, at møbelgiganten ulovligt fælder truet skov i Ukraine. Nu vil Ikea starte en udredning af problemet.
Det gav genlyd i både Sverige og udlandet, da det svenske medie Aftonbladet tidligere på ugen kunne afsløre, at den svenske møbelgigant Ikea henter træ fra ulovlig træfældning i Ukraine.
Ikea hævder ellers, at virksomheden kun bruger bæredygtigt træ til dens produktion. Men i en lang reportage kunne mediet afsløre, at det ikke er tilfældet i Ukraine, hvor det ulovlige træ via underleverandører ender på Ikeas hylder.
Det får nu Ikea til at handle.
»Vi flyver nu to af vores skovbrugsspecialister til Ukraine. I dag ved vi ikke, om de fældninger er knyttet til Ikea, eller om de er ulovlige, men vi går til bunds i dette. De (skovbrugsspecialisterne, red.) vil anmode om dokumenter om fældning og besøge stederne, der er beskrevet i artiklen,« siger Ulf Johansson, der er ansvarlig for skov og træ i Ikea-koncernen, til Aftonbladet i et interview.
Han og Ikea havde ellers i første omgang afvist et interview og ville kun svare skriftligt i forbindelse med publiceringen af reportagen.
»Vi tager det meget alvorligt. Vi vil gerne vide, om dette træ er havnet i Ikeas forsyningskæde, og om fældningen i så fald er ulovlig,« tilføjer Ikea-chefen.
Det store ukrainske skovområde grænser op til Rumænien og bliver kaldt for »Europas lunger« som en reference til Amazonas-regnskoven, som nogen kalder for »verdens lunger.« Skovområdet i Ukraine er i de seneste mange år langsomt, men sikkert, blevet reduceret, og det rejser altså nu en kritik af Ikea, der menes at have bidraget til skovreduceringen.
Det er nemlig ulovligt at fælde træer i store områder af de ukrainske skove, medmindre der er tale om beskyttelsesfældning – altså fældning af træer, der er beskadiget af sygdomme, brande eller storme.
Aftonbladet har besøgt området og konstateret, at de fleste af de træer, der fældes, dog ikke fejler noget. Men skovfældningen sker ifølge mediet alligevel. Og da ’beviserne’ bliver fjernet, når træet fældes, har det været nemt at påstå, at de fældede træer var beskadiget eller syge.
»Når man undersøger brugen af beskyttelsesfældning i Ukraine, står det klart, at disse regler også har været en stor kilde til korrupte handlinger«, lyder det i en EU-rapport fra 2018.