Christian Frigast er stoppet som partner i Axcel
Christian Frigast har netop solgt sine resterende aktier i management-selskabet bag kapitalfonden Axcel.
Hvis man taler om kapitalfonde i Danmark, er det svært at komme udenom Christian Frigast.
I 1994 stiftede han nemlig Axcel, der i dag er Danmarks største kapitalfond, og som har været med til at give Christian Frigast en højtstående placering i dansk erhvervsliv og en uofficiel titel som Danmarks største indenfor kapitalfonde.
Men efter 27 år som partner i Axcel er det nu slut. For få dage siden solgte Christian Frigast sin resterende aktiepost på omkring 10 pct. af management-selskabet bag Axcel til Christian Schmidt-Jacobsen, der i 2016 overtog stillingen som ledende partner i Axcel fra Christian Frigast.
»Det er helt korrekt, at jeg har solgt mine resterende aktier i Axcel Management, hvilket er sket som sidste led i den succession, vi har været igennem over de seneste år, og som jeg selv har været med til at planlægge for at sætte fremtidens hold i Axcel,« siger han.
Hvordan føles det at stoppe som partner i Axcel efter så mange år?
»Sådan er det. I en kapitalfond er det vigtigt at lave en ordentlig succession, og det er jeg glad for har kunnet lade sig gøre i det her tilfælde. Det er en fornøjelse at følge de nuværende partneres arbejde i Axcel,« siger han.
I forbindelse med etableringen af Axcels femte fond i 2017 solgte Christian Frigast en portion aktier i management-selskabet, og nu er den resterende del af aktierne blevet solgt. Det sker, efter at Axcel tidligere på året rejste et rekordstort beløb på 6 mia. kr. til sin sjette fond.
Partnerne i Axcel består nu af syv personer, som udelukkende har med kapitalfondens daglige drift at gøre.
»Jeg har stor tiltro til vores partnerne, og det er kun naturligt, at disse også er motiverede til at drive Axcel på bedste vis i de næste mange år og har det fulde ejerskab,« siger Christian Frigast.
Han forlader dog ikke helt Axcel, da Frigast fortsat vil være formand for manament-selskabet og næstformand i kapitalfondens advisory board. Ligesom han fortsætter som formand for kapital- og venturefondenes brancheorganisation Aktive Ejere.
Christian Frigasts investeringer gennem Axcel har været med til at gøre ham til en særdeles velhavende person. I selskabet Frigast A/S, hvorfra han har været medejer af Axcels management-selskab, var egenkapitalen på 661,9 mio. kr. efter 2020-regnskabet.
Christian Frigast ejer selskabet med sine to voksne børn.
Især én investering etablerede Christian Frigast som en stjerne i branchen. I 2008 skød Axcel en halv mia. kr. ind i den dengang mindre kendte danske smykkevirksomhed Pandora, og få år efter kunne Axcel børsnotere selskabet til en værdi på 27 mia. kr. Pensionskasser og de øvrige investorer i Axcel fik et nærmest uset højt afkast på deres indskud, og alle stod klar til at skyde flere milliarder i Christian Frigast og Axcel.
Pandora gav senere Frigast og Axcel alvorlige image-tæsk. Selskabet måtte i 2011 nedjustere voldsomt og mistede på én dag to tredjedele af værdien. Investorer beskyldte Christian Frigast og Axcel for at have oversolgt Pandora, men efterfølgende lykkedes det at genoprette selskabet, og Pandora-investeringen fortsatte med at kaste guld over Christian Frigast og en håndfuld medansvarlige Axcel-partnere i årevis.