Gearskift i Grundfos: Poul Due Jensen deler familieklenodiet op i fire divisioner
Grundfos skal fremover bestå af fire divisioner med hver sin divisionschef med ansvar for hele værdikæden. Det skal tage kompleksitet ud af organisationen og skabe tættere relation til kunderne, lyder det fra topchef Poul Due Jensen.
Grundfos kaster sig ud i en historisk, gennemgribende fornyelse af pumpegigantens ledelsesstruktur og organisation, der både skal gøre det enklere at være kunde og drive virksomheden.
»Vi skal have drevet kompleksitet ud af vores organisation. Vi skal blive nemmere at lave forretning med for vores kunder og ikke mindst give vores medarbejdere større motivation og empowerment til at træffe de beslutninger, der skal til for at kunne eksekvere på vores strategi,« siger Poul Due Jensen, topchef i Grundfos.
Dermed sætter Poul Due Jensen efter godt et år på posten som topchef sit aftryk på den virksomhed, som hans farfar har stiftet. Han har siden sin tiltrædelse bedyret, at han har stillet sig i spidsen af koncernen for at gøre en forskel og sætte sit aftryk, og med den nye organisationsstruktur har tredje generation i Grundfos-familien skabt et nyt fundament for fremtiden.
Den omfattende organisationsændring i Grundfos betyder helt konkret, at de i forvejen definerede fire kundesegmenter i form af Commercial Building Services, Domestic Building Services, Industry og Water Utility bliver omdannet til fire egentlige divisioner.
Samtidig bliver de enkelte divisionschefer også del af koncernledelsen, og de får det fulde ansvar for hele værdikæden i deres respektive divisioner - lige fra innovation til levering af de endelige produkter og service efter salg. Poul Due Jensen understreger, at de fire divisioner ikke skal operere som siloer.
»Det er meget vigtigt, at alle tænker Grundfos først, og at det hænger sammen i den overordnet strategi. Ellers opnår vi ikke det, vi vil. Vi har mange kunder på tværs af kundesegmenter, som vi også skal varetage, så der er behov for stor koordinering,« lyder det fra topchefen.
Ifølge Poul Due Jensen er den nye organisation fundamentet for, at Grundfos »kan rykke endnu mere fremadrettet.« Der skal med andre ord træffes hurtigere beslutninger for at sætte fart i salget.
»Dette er ikke en defensiv strategi for at beskytte den position, vi har. Vi har altid ambitioner i Grundfos om at blive endnu stærkere og vokse endnu mere. Det tror jeg på, at denne organisation med opdeling i vores fire divisioner med ansvaret for hele værdikæden kommer til at drive endnu mere og endnu stærkere fremover,« siger Poul Due Jensen.
De finansielle mål i Grundfos’ 2025-strategi, som Poul Due Jensen som koncerndirektør med ansvar for det kommercielle var med til at lægge sammen med daværende adm. direktør Mads Nipper, lyder på en gennemsnitlig årlig organisk vækst i salget på 4 pct. Dog skal Grundfos altid vokse mere end markedet. Samtidig skal indtjeningen målt på den primære drift ligge på mindst 10 pct.
Grundfos omsatte i seneste regnskabsår for 26,3 mia. kr., og med stort fokus på vand verden over er efterspørgslen efter smarte løsninger inden for vandsektoren vokset betydeligt de seneste år. Det betyder imidlertid også, at konkurrencen er skærpet, ikke mindst på det vigtige amerikanske marked, hvor ærkerivalen, Xylem, huserer.
Ifølge Poul Due Jensen er det afgørende for Grundfos at være tættere på kunderne og forstå deres behov, så Grundfos ikke kun udvider, men også udvikler løsninger i samarbejde med kunderne.
»Vi kommer til at lægge meget vægt på innovation i det nye setup. Rent teknologisk og innovationsmæssigt skal vi i Grundfos op i et højere gear for at differentiere os,« siger Poul Due Jensen.
Mens divisionerne Water Utility og Commercial Building Services får hovedkontor i henholdsvis Houston i USA og Shanghai i Kina, bliver de to sidste divisioner, Industry og Domestic Building Services, i Bjerringbro.
Med ét forretningsben i Kina, ét i USA og to ben i Europa sætter Poul Due Jensen et markant globalt aftryk på Grundfos.
»Vi har længe ønsket at blive endnu mere globale på vores indsats, på vores forretning og den måde, vi går til markedet på. Den måde, hvorpå vi nu organiserer os, er et tiltag, der gør os mere globale, end vi tidligere har været,« siger Poul Due Jensen.
Alle fire divisioner opererer i sagens natur globalt, men ifølge Poul Due Jensen giver det mening at placere de enkelte divisioner, hvor mulighederne er størst. Mens Kina er førende inden for commercial buildings services og sætter nye standarder og trends på tværs af verdensmarkeder på det område, gør det samme sig gældende inden for water utility i USA.
Poul Due Jensen understreger samtidig, at de globale signaler ikke ændrer ved, at Grundfos fortsat er stærkt forankret i den jyske muld, hvor virksomheden er grundlagt.
»Bjerringbro og Danmark er arnestedet for Grundfos og hovedkvarter både nu og fremadrettet. Det skal der ikke herske tvivl om.«
Det bliver Bent Jensen, der bliver divisionsschef for Commercial Building Services, mens Morten Bach Jensen kommer til at stå i spidsen for Domestic Building Services og Stéphane Simonetta for Industry. Der er endnu ikke fundet en divisionschef til Water Utility, men indtil da har Poul Due Jensen ansvaret for det område.
Ud over de fire divisionschefer bliver koncernledelsen også udvidet med en driftsdirektør i skikkelse af Ulrik Gernow, som hidtil har været kommerciel direktør. Derudover består koncernledelsen af Poul Due Jensen som adm. direktør, finansdirektør Mikael Geday og HR-direktør Lone Tvis.
Sidstnævnte fratræder i slutningen af februar for at rykke til Rambøll. Ifølge Poul Due Jensen er den nye HR-direktør ved at være på plads, ligesom der også bliver sat navn på divisionschefen for Water Utility-divisionen inden længe. De øvrige divisionschefer er fundet i egne rækker.
Den nye organisationsstruktur træder i kraft per 1. januar 2022, hvor den nye koncernledelse også tiltræder.





