Dansk erhvervsliv er glade for nye muligheder, men ikke for restriktioner
Et politisk flertal besluttede lørdag aften, at der skal være mulighed for frivillig nedlukning med 90 pct. kompensation.
En ny politisk aftale lørdag aften betyder, at virksomheder, der er særligt hårdt ramt af de gældende tiltag mod spredning af coronavirus, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 pct. af deres faste omkostninger og omsætningstab.
Derudover kan de for hjemsendte medarbejdere gøre brug af lønskompensationsordningen.
Hos Horesta, der er en brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, møder den politiske beslutning opbakning.
»Vi er rigtig glade for, at politikerne har lyttet til vores opfordring og nu træder til med denne nødløsning. Mange virksomheder vil blive ramt rigtigt hårdt af de nye restriktioner, og nogle så hårdt, at det vil være økonomisk uansvarligt at holde virksomheden åben i den kommende periode. Det er vigtigt for disse virksomheder at få muligheden for midlertidigt at lukke ned og få kompenseret hovedparten af deres faste udgifter,« siger politisk direktør Kristian Nørgaard i en pressemeddelelse og uddyber, at et valg om frivillig nedlukning skal ses som et tegn på den desperation, der forefindes hos visse virksomheder.
»Det handler om benhård tabsbegrænsning, efter at de nye restriktioner træder i kraft,« siger han.
Samme takter ses hos Dansk Industri, hvor politisk direktør Emil Fannike Kiær gerne anerkender tiltagene som gode i en tid, hvor virksomhederne har mange andre udfordringer.
»Denne aftale tænder et lille og helt nødvendigt julelys i en ellers mørk nedlukningstid for mange hårdt ramte virksomheder. Når muligheden for at drive forretning indskrænkes så voldsomt, som tilfældet er, er det på sin plads, at Folketingets partier yder kompensation. Derfor vil jeg gerne kvittere for, at partierne har været hurtige til at lytte til en række af vores anbefalinger, selvom der stadig er meget at gøre,« siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Aftenens aftale ændrer dog ikke på, at der stadig er behov for en række yderligere tiltag for at sikre de hårdest ramte virksomheder en rimelig hjælp. Særligt bliver partierne nødt til at se på den såkaldte trappemodels kompensationsniveauer, som skal skrues 10 procentpoint op på alle skalaer.«
Også dansk erhverv er man ligeså positiv stemt overfor, hvad, de mener, har været en hurtig politisk proces. Direktør i Dansk Erhverv Morten Langager minder dog om, at restriktioner alligevel ej er noget, man jubler over i erhvervslavet.
»Vi kvitterer for, at kompensationsaftalen er kommet hurtigt på plads, og fremadrettet er det vigtigste overhovedet, at restriktioner bliver hævet lige så snart, det er forsvarligt og dermed muligt. For lige nu er situationen kulsort, flere står på kanten og har tæret på opsparing og stiftet gæld, og derfor må de hårde restriktioner ikke vare en dag længere end nødvendigt,« siger Morten Langager i en meddelelse.
Også på kulturområdet blev der med bred politisk tilslutning nået til enighed om kompensationsordninger.
Kompensationsordninger meget lig dem, der var i foråret 2021, bliver genindført, mens en tilpasning af den såkaldte arrangørordning betyder, at arrangører af kulturarrangementer med de nye regler ikke længere behøver opsige kontrakter med kunstnere for at modtage kompensation.
Der afsættes desuden 20 mio. kr. til kompensation for aflyste arrangementer i idrætsforeninger.

