Fortsæt til indhold

Bitcoinmilliardær trækker sig fra formandspost: »Der er ikke længere brug for sådan en bitcoin-pirat som mig«

Den danske bitcoin-milliardær, Niklas Nikolajsen von Karlshof, stopper som bestyrelsesformand i kryptobanken Bitcoin Suisse, som han selv har grundlagt. Det er godt for både ham og selskabet, forklarer han.

Bitcoinmilliardæren Nikolajsen, stifter af Bitcoin Suisse, går nu af som bestyrelsesformand for selskabet. Foto: Bitcoin Suisse.
Erhverv

»Det er blevet tid til at være far og skrive julekort.«

Sådan lyder det fra den danske bitcoin-milliardær, Niklas Nikolajsen von Karlshof, der nu går af som bestyrelsesformand i kryptobanken Bitcoin Suisse, som han selv var med til at grundlægge i 2013.

Jeg tænker, pioner-æraen er forbi. Bitcoin er blevet mere corporate business, og så er der ikke længere brug for sådan en bitcoin-pirat som mig.
Niklas Nikolajsen von Karlshof, stifter af Bitcoin Suisse og afgående bestyrelsesformand.

Efter ni år, ni »hårde år«, har han meddelt den øvrige bestyrelse sin afgang, og posten vil pr. 1 januar 2022 overgå til schweiziske Luzius Meisser.

»De seneste ni år har jeg arbejdet over 10 timer om dagen, hver dag, og det er blevet alt for meget. Nu er det tid til andre ting,« siger han.

Niklas Nikolajsen efterlader formandsposten hos Bitcoin Suisse i et forventet rekordår. Virksomheden har kryptoaktiver for mere end 7 mia. Schweiziske Franc (CHF), svarende til 50 mia. danske kr., i direkte depot og leverede i det første halvår af 2021 et overskud på 70,3 mio. CHF, svarende til 500 mio. danske kr. Det fremgår af selskabets egne tal.

Niklas Nikolajsen erkender, at hans afgang vil være en god ting for både ham og Bitcoin Suisse.

»Jeg tænker, pioner-æraen er forbi. Bitcoin er blevet mere corporate business, og så er der ikke længere brug for sådan en bitcoin-pirat som mig. Firmaet fra brug for mere professionelle administrative kræfter end de mere farverige og visionære ledelse, som jeg har stået for,« siger han.

Niklas Nikolajsen forlader ikke Bitcoin Suisse fuldstændigt. Han ejer fortsat ca. 25 pct. af virksomheden, oplyser han til Finans. Derudover vil han fortsætte som æresbestyrelsesformand, såkaldt honorary chairman, i selskabet.

Det betyder, at han fremadrettet vil have en rådgivende rolle, men at han rent formelt ikke længere har stemmeret i bestyrelsen. Han vil have to arbejdsdage om ugen, hvor han vil tale med kunder og »holde kulturen i live,« fortæller han.

Niklas Nikolajsen nominerede selv schweiziske Luzius Meisser til at blive sin efterfølger på formandsposten, og Luzius Meisser blev valgt af en enig bestyrelse på et møde fredag d. 17. december.

Luzius Meisser har været medlem af bestyrelsen for Bitcoin Suisse siden 2017. Han har selv en baggrund inden for krypto, hvor han bla. var med til at stifte Bitcoin Association Switzerland i 2013. Derudover er han medlem af ekspertrådet Swiss Blockchain Federation. Han har en kandidatgrad i både datalogi og økonomi.

Artiklens emner
Bitcoin
Kryptovaluta