Erhverv

Anbefaler boykot: Arbejdstøjmærke holder fast i krav om vaccine af medarbejdere

Arbejdstøjmærket Carhartt holder fast i krav om, at alle medarbejdere skal vaccine sig mod corona. Det får nu konservative til at anbefale at boykotte virksomheden.

Et lille stik har givet anledning til stor diskussion i verdens største virksomheder. Det er nemlig meget svært at tvinge medarbejdere til at blive vaccineret mod corona. Foto: Christian Lykking

Carhartt, der står bag arbejdstøj og arbejdstilbehør, kan meget vel blive mødt af boykot.

Ifølge nyhedsmediet BBC anbefaler de konservative at boykotte virksomheden, efter at det fortsat er obligatorisk for Carharrts medarbejdere at være vaccineret mod covid-19.

I USA har der været heftig debat om, hvorvidt man kan stille krav til medarbejdere om at blive vaccineret.

Tidligere på måneden sagde den amerikanske højesteret, at regeringen ikke kan tvinge store arbejdsgivere til at gøre vaccine eller ugentlige test obligatorisk.

»Vi stiller sikkerhed på arbejdspladsen allerøverst på vores prioriteringsliste, og højesterets seneste afgørelse gør ingen forskel på den kerneværdi,« har Carhartts topchef, Mark Valade, skrevet i et memo til medarbejderne.

Han skriver videre, at uvaccinerede medarbejdere udgør en risiko både for medarbejdere og for forretningen, og den er ledelsen i Carhartt altså ikke villig til at løbe.

Andre virksomheder - herunder kaffekæden Starbucks - har siden den amerikanske højesterets afgørelse trukket kravet om obligatorisk coronavaccine tilbage.

Herhjemme skabte det også debat, da landets største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, i november sidste år indførte vaccinekrav for sine medarbejdere.

»Vi må gøre det så besværligt som muligt for dem, der ikke er vaccinerede, og kræve test hele tiden. Men vi kan ikke lave en global regel om det,« sagde Mærsks topchef, Søren Skou, til Berlingske med henvisning til, at ikke alle lande har adgang til vacciner.

Mærsk beskæftiger ca. 80.000 medarbejdere i 130 lande.

Læs også
Top job