Dagligvarekæder dropper tilbudsavisen
Den fysiske tilbudsavis ser ud til snart at være fortid - og det glæder flere kæder.
Med et stadigt stigende fokus på at begrænse brugen af bl.a. papirressourcer, er det ikke underligt, at den fysiske tilbudsavis, som mange danskere i årevis har sværget til, er faldet i popularitet.
På bare ét år er andelen af danskere, der udelukkende bruger online-tilbudsaviser, steget med 30,9 pct.
Det viser en ny undersøgelse lavet af analyseinstituttet Kantar Gallup på vegne af virksomheden Tjek.
Samtidig opfordrer flere dagligvarekæder til, at man helt afskaffer de fysiske tilbudsaviser.
»Det er to år siden, at Coop Danmark droppede omdelingen af tilbudsaviserne i Dagli’Brugsen og opfordrede klimaminister Dan Jørgensen til at lave fælles regler for alle supermarkeder. Det giver ikke mening, at man uge efter uge skal trykke, læse – og så smide tonsvis af papir ud,« skriver Per Thau, koncerndirektør i Coop, bl.a. på LinkedIn.
Han opfordrer til, at der bliver taget politisk aktion, så den fysiske tilbudsavis én gang for alle kan blive lagt i graven.
Også Nettos adm. direktør, Michael Løve, gik tidligere på ugen til tasterne på LinkedIn for at melde ud, at man i næste uge helt ville droppe at trykke og omdele de 1,3 mio. tilbudsaviser, der ellers sædvanligt bliver sendt ud.
»Jeg har tidligere sagt, at hverken vi eller kunderne vil undvære den trykte tilbudsavis - det får vi måske et mere nuanceret syn på i næste uge,« skriver han bl.a. i opslaget.
At flere kæder nu vælge at sætte ind på at afskaffe de fysiske tilbudsaviser, giver god mening. For skiftet fra tryk til online er slet ikke noget nyt fænomen.
»Skiftet væk fra den trykte tilbudsavis er en markedstrend, som har eksisteret i årevis. Vi ser eksempler på flere kæder, der dropper eller reducerer den trykte tilbudsavis til fordel for digitale løsninger,« siger Morten Bo, medstifter og adm. direktør i Tjek.
Tjek står bag appen Etilbudsavis, hvor man kan søge på tværs af tilbudsaviser online. Ifølge virksomheden selv, bliver der foretaget mere end 545.000 søgninger i appen hver uge.