Erhverv

Der kan blive lukket for gassen til en lang række af Danmarks største virksomheder

Krigen mellem Ukraine og Rusland kan medføre, at der bliver lukket helt eller delvist for gassen til en række af Danmarks største produktionsvirksomheder. Disse virksomheder vil ikke være beskyttet, hvis det bliver nødvendigt at bruge af de danske nødlagre.

Artiklens øverste billede
En optrapning af krisen mellem EU og Rusland kan medføre, at der lukkes for gassen til en række af Danmarks største produktionsvirksomheder - herunder Danish Crowns kæmpeslagteri i Horsens. Foto: Gregers Tycho

Der kan blive lukket for gasforsyningen til en lang række af Danmarks største produktionsvirksomheder, hvis krisen mellem EU og Rusland eskalerer.

Rusland tegner sig for næsten halvdelen af EU’s import af naturgas, og de danske energimyndigheder har beredskabsplaner klar, som afgør, hvordan gassen skal fordeles, hvis forsyningerne fra Rusland svigter.

»Erklæres der Emergency i det danske gassystem vil Energinet vurdere, om de konkrete forhold gør det nødvendigt helt eller delvist at afbryde gasforsyningen til ikke-beskyttede kunder,« oplyser Energinet på sin hjemmeside.

Disse såkaldte ikke-beskyttede kunder er opført på en liste, som omfatter en lang række af Danmarks største produktionsvirksomheder. Herunder en række store slagterier, mejerier, fiskeoliefabrikker, medicinalvirksomheder, kartoffelmelsfabrikker, teglværker, ingrediensvirksomheder og bryggerier.

Tre af Danish Crowns slagterier er opført på listen, som ajourføres en gang om året. Hidtil har risikoen for, at der kunne blive lukket for gassen, virket hypotetisk, men nu er det pludselig et scenarie, man er nødt til at forholde sig aktivt til i virksomhederne.

»Det vil give os udfordringer. Vi har lige nu medarbejdere, der arbejder på at finde løsninger, som meget hurtigt kan nedbringe vores afhængighed af gas betragteligt, så vi ad den vej kan sikre vores andel af fødevareforsyningen,« oplyser pressechef Jens Hansen, Danish Crown.

Danish Crowns slagterier i Horsens, Ringsted og ved Sønderborg optræder på listen over ikke-beskyttede virksomheder.

»Hvis vi når det punkt, hvor det bliver nødvendigt at lukke for gassen til et udsnit af store danske virksomheder, så handler det om at finde løsninger for vores samfund som helhed. Vi har fuld tillid til at politikere og embedsmænd træffer de rigtige beslutninger,« siger Jens Hansen, Danish Crown.

Hvis de tre slagterier tvinges til at lukke, vil det medføre en dramatisk reduktion af Danish Crowns slagtekapacitet. En længerevarende lukning vil dermed også resultere i overfyldte stalde og dyrevelfærdsmæssige problemer hos landmændene, der leverer grise til slagterierne.

Foreløbig strømmer gassen fra Rusland stadig ind i Europa. De seneste dages hastige slagudveksling af sanktioner og mod-sanktioner betyder imidlertid, at det hypotetiske skrækscenarie har forvandlet sig til en reel risiko.

Energinet oplyser, at ikke-beskyttede kunder »selv skal sørge for at afdække risikoen for et længerevarende svigt i gasforsyningen«.

Det fremgår, at de ikke-beskyttede virksomheder alle har et naturgasforbrug på minimum 2,6 mio. kubikmeter om året.

Udgangspunktet for helt eller delvist at afbryde gasforsyningen til de store produktionsvirksomheder er, at der opstår en så alvorlig forsyningskrise, at det er nødvendigt at erklære emergency og tage hul på nødlagrene.

»De enkelte medlemslande skal som udgangspunkt have nødlagre, som kan dække minimum 30 dages gasforbrug hos de såkaldt beskyttede kunder – dvs. private husholdninger, hospitaler og andre samfundskritiske institutioner samt små- og mellemstore virksomheder,« forklarer vicedirektør Martin Hansen, Energistyrelsen.

I en forsyningskrise, må man først tage hul på nødlagrene af gas, når regeringen har erklæret Emergency og anmeldt denne procedure hos EU-Kommissionen.

»Hvis der skulle opstå en situation, hvor der erklæres emergency, vil listen over ikke-beskyttede virksomheder kunne komme i spil. Disse virksomheder tegner sig for omkring 25 pct. af Danmarks gasforbrug og kan blive pålagt helt eller delvist at indstille forbruget af gas,« oplyser Martin Hansen, Energistyrelsen.

EU’s seneste runde af sanktioner udelukker en række russiske banker fra det internationale betalingssystem Swift. Det vil skabe store vanskeligheder for Ruslands samhandel med andre lande, men antagelsen er foreløbig, at sanktionerne bliver skruet sammen på en måde, der friholder EU’s store import af gas fra Rusland.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.