• Opdateret 01/03/2022 kl. 15:36
Erhverv

Mærsk har besluttet sig: Sætter nye bookinger i Rusland på pause

A.P. Møller-Mærsk sætter en midlertidig stopper for al fragt i Rusland. Det oplyser koncernen i en meddelelse.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Thomas Borberg

A.P. Møller-Mærsk stopper nu nye bookinger til Rusland.

Den danske rederikoncern oplyser i en meddelelse, at den sætter nye bestillinger på containerfragt i landet på pause. Det gælder både søfragt og landtransport. Allerede indgåede aftaler bliver dog fortsat overholdt.

Beslutningen kommer som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine og de stramme økonomiske sanktioner, som EU, USA og Storbritannien har indført den seneste uge.

»Stabiliteten og sikkerheden af vores aktiviteter bliver allerede direkte og indirekte påvirket af sanktioner, og derfor suspenderer vi midlertidigt alle nye bookinger af sø- og landfragt til og fra Rusland med undtagelse af fødevarer, medicin og nødhjælp. Suspenderingen gælder alle russiske havne,« lyder det fra Mærsk.

Tidligere på ugen satte rederiet alle sejladser til Ukraine på pause, mens kontoret i det ukrainske havneby Odessa blev lukket. Mandag meddelte koncernen så, at den overvejede også at lukke for ny forretning i Rusland.

Mærsk ejer desuden en andel på lidt over 30 pct. af det russiske havneselskab Global Ports, som driver seks terminaler i landet. Den anden storaktionær i Global Ports (GPI) er russiske Delo Group, som er delejet af det russiske statsejede atomkraftselskab Rosatom.

Den danske virksomhed holder nu øje med, om havneselskabet også bliver ramt af sanktioner.

»I forhold til GPI kigger vi på, hvordan vi skal leve op til sanktioner og restriktioner, som hele tiden udvikler sig, og forbereder os på, hvad det næste mulige skridt bliver,« oplyser Mærsk i et skriftligt svar.

Mærsk er ikke det eneste danske rederi, som har sat ny forretning i Rusland på pause. Norden, som sejler med råvarer, har også besluttet sig for at droppe at lave nye aftaler.

»Vi har justeret vores forretning, så den er på linje med de nyeste sanktioner og har desuden besluttet, at fra i dag vil Norden ikke længere lave ny forretning i Rusland eller kalde russiske havne,« lyder det i et svar, som er udsendt mandag 28. februar.

De aftaler, som Norden allerede har lavet, vil blive overholdt. Finans har spurgt, hvor meget Rusland fylder i Nordens forretning, men det har rederiet ikke ønsket at svare på.

Jan Rindbo er adm. direktør i det danske rederi Norden, som i denne uge også har valgt at lukke ned for sin forretning i Rusland.

Sanktionerne mod Rusland sigter bl.a. mod at ramme landets samhandel med omverdenen og afskære banker og virksomheder fra at lave betalinger via det globale finansielle system.

Mærsk fortæller, at der i øjeblikket er flaskehalse i nogle havne som følge af krigen i Ukraine. Det skyldes bl.a., at containere på vej til og fra Rusland ligger stille, da de er udsat for øget toldbehandling.

Ifølge Mærsk er myndighederne i Tyskland, Holland og Belgien begyndt at tilbageholde containere på vej mod Rusland for at sikre, at de ikke indeholder sanktionerede varer.

De finansielle sanktioner betyder desuden, at nogle kunder har svært ved at opfylde betingelserne i deres kontrakter.

Rusland er et forholdsvist lille marked for containerfragt. Analysehuset VesselsValue vurderer, at Rusland stod for ca. 0,2 pct. af den globale søfragt af containere i 2021. I stedet eksporter Rusland især olie og såkaldte tørlastvarer som korn, hvede og andre råvarer.

De seneste dage har en stribe store internationale virksomheder trukket sig fra Rusland som reaktion på angrebet på Ukraine.

Foruden Mærsk har konkurrenterne MSC, Hapag-Lloyd og ONE også lukket for nye bookinger. Det samme gælder de store logistikselskaber DHL, UPS og Fedex.

Olieselskabet BP vil sælge sin ejerandel i det russiske olieselskab Gazprom, mens norske Equinor også vil stoppe med at lave nye investeringer i Rusland og gradvist lukke ned for sin eksisterende forretning.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.