Medier i masseflugt efter russisk censurlov
Fredag vedtog det russiske parlament, Dumaen, en lov som gjorde det strafbart at benævne invasionen af Ukraine som andet end en »særlig militær operation«. Ord som »krig« og »invasion« er blevet strafbart med op til 15 års fængsel for journalister fra lørdag, og medier trækker sig nu fra Rusland som konsekvens.
En lang liste af vestlige medier trækker sig nu fra Rusland efter, at præsident Putin fredag underskrev en lov, som gjorde det strafbart at formidle, hvad russerne definerede som ”falsk information” om krigen i Ukraine.
På listen over medier er blandt andet amerikanske CNN og Bloomberg News, mens britiske BBC også trækker sig fra landet. Det skriver CNN Business.
Til CNN Business udtaler britiske BBC, at loven »synes at kriminalisere den uafhængige journalistiske proces,« og at mediet derfor midlertidigt suspenderer sit arbejde i landet.
Bloomberg News’ chefredaktør John Micklethwait udtaler følgende til Bloomberg News selv:
»Loven synes designet til at gøre enhver uafhængig journalist til en kriminel og gør det umuligt at fortsætte nogen form for normal journalistik inde i landet«.
Også danske medier har taget konsekvensen. Lørdag trak TV2 deres korrespondent i Moskva, Uffe Dreesen, ud af landet.
»For det første ville vi de facto blive styrets forlængede propagandaarm, hvis vi valgte at blive. For det andet er der det sikkerhedsmæssige hensyn, at Uffe rent faktisk risikerede fængsel, hvis han kom til at sige det forkerte,«sagde chefredaktør på TV 2s udlandsredaktion Jakob Vissing til TV2 selv.
Ruslands mediecensur strækker sig dog endnu længere. Rusland har, udover at lovgive mod journalisters ytringer, også blokeret en række uafhængige russiske medier. Senest har den russiske regering blokeret mediet TV Rain og radiostationen Echo of Moscow.
Rusland har desuden også blokeret adgangen til Facebook.