Minister i direkte appel til husejere og virksomheder: »Skru ned for gassen«
Frygten for, at der bliver lukket for russisk gas, får klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til at bede danske husejere og virksomheder om hjælp til at skrue ned for gassen.
Frygten for, at der pludselig bliver lukket for russisk gas til Danmark, får nu klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, til at sende en direkte appel til danske husejere og virksomheder. Han opfordrer til hurtigst muligt at skrue ned for gasforbruget, så Danmark kan stå bedst muligt rustet til det, der kan udvikle sig til en yderst alvorlig energikrise.
»Jeg vil virkelig anmode om, at man gør alt, hvad man kan for at skrue ned for gassen. Vi er i en situation lige nu, hvor vi har behov for, at alle tænker sig om. Man skal selvfølgelig ikke fryse i sit hjem, men jeg vil opfordre til, at man ser på alle de tiltag, der kan være med til at reducere forbruget,« siger Dan Jørgensen.
Opfordringen går målrettet til de omkring 400.000 danske husstande, der benytter gas til opvarmning, og de mange virksomheder, som i betydelig udstrækning benytter gas i produktionen.
»Det er en appel om, at vi for vores lands skyld og i solidaritet med hinanden sparer på gassen i denne svære tid. Det handler om at være så godt forberedt som muligt, hvis vi skulle komme i en meget vanskelig situation,« siger Dan Jørgensen.
Skrækscenariet indfinder sig, hvis EU i fællesskab bliver enige om at indføre sanktioner mod russisk gas, eller hvis Putin for at straffe Europa slukker for gassen.
»Begge dele er vi i gang med at forberede os på, så Danmark kan klare sig igennem en situation,« siger Dan Jørgensen.
Helt konkret står ca. 60 danske virksomheder i en situation, hvor de kan blive nødt til at lukke ned, hvis gasleverancen stopper. Det gælder bl.a. industrikoncernen Haldor Topsøe, der mandag alarmerede om, at det kan få alvorlig konsekvenser, hvis der ikke længere kommer russisk gas til Europa.
Også erhvervsorganisationen Dansk Industri har på det kraftigste opfordret til at man finde en nødplan, hvis det værst tænkelig scenarie bliver til virkelighed.
Det arbejde er i fuld gang, forsikrer Dan Jørgensen, men opgaven bliver betydelig lettere, hvis både husstande og virksomheder hurtigst muligt får skruet ned for forbruget.
»Står vi pludselig der, hvor vi får markant mindre gas til landet, og hvor gassen samtidig er markant dyrere, vil det have meget stor betydning, hvis vi har fået skruet vores forbrug betragteligt ned,« siger Dan Jørgensen.
Ministeren opfordrer virksomhederne til at søge vejledning hos Energistyrelsen, som kan hjælpe med løsninger til at skrue ned for energiforbruget og blive fri af gassen.
For de private husstande gælder det først og fremmest om at skifte gasfyret ud med f.eks. varmepumper, men også ændring af hverdagsvaner kan hjælpe.
»Hvis man f.eks. sænker temperaturen med 1 grad i hele huset, kan det spare fem pct. på varmeregningen. Det er godt for pengepungen, men det er også godt for gasforbruget,« siger Dan Jørgensen.
Det er jo rigtig godt, hvis husejere og virksomheder skruer ned for energiforbruget, men hvad har du selv tænkt dig at gøre for at fremme processen?
»Jeg kommer ikke til at gå i detaljer med, hvad vi diskuterer i øjeblikket, men vi ser bl.a. på, om der er noget, vi kan gøre for at øge vores egen gasproduktion i Danmark. Vi undersøger mulighederne for at fremskynde Baltic Pipe (en gasledning, der er ved at blive etableret mellem Norge og Polen, red.) og derigennem også kunne få noget gas til Danmark. Og vi undersøger også mulighederne for at få flydende gas (LNG, red). For alle tre dele gælder det, at det ikke er noget, der ligger på den flade hånd, og det er ikke noget vi ville have gjort, hvis ikke vi stod i en meget alvorlig situation,« siger Dan Jørgensen.
Du sagde for et par dage siden, at du mener, det er realistisk, at vi kan være fri af russisk gas allerede næste vinter. Tror du fortsat på det?
»Der er to perspektiver i det her. Det ene er, at vi skal forberede os på at skulle klare os uden russisk gas med dages varsel. Det er stadig min holdning, at det vil kunne lade sig gøre, men det bliver vanskeligt, og det vil formentlig påvirke hele vores økonomi på en måde, som vi har svært ved at forstå lige nu. Det andet perspektiv handler om, hvor hurtigt vi kan omstille vores energisystemer i Europa, så der ikke længere er behov for Putins gas. Det er ikke noget, der kan lade sig gøre på den helt korte bane, men jeg håber og tror, at det er en proces, der bliver forceret i forhold til de planer, der har været ind til videre,« siger han.
Som en del af den nye forsvarsaftale, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede søndag aften med opbakning fra SF, De Radikale, Venstre og Konservative, fremgår det også, at Danmark hurtigst muligt skal blive uafhængig af russisk gas.
Ud over de kortsigtede forsøg på at sikre sig gas fra andre leverandører end Rusland, kigger regeringen på mulighederne for at øge den danske produktion af biogas, bedre støttemulighederne for at udskifte gas- og oliefyr samt yderligere turbo på udbygningen af vedvarende energi.
»Vi har allerede besluttet at firedoble vores havvindkapacitet i Danmark, men både med hensyn til mængde og hastighed er der behov for at genbesøge det, og det kommer vi også til at gøre,« siger Dan Jørgensen.
Han afventer desuden EU-Kommissionen, der en af de nærmeste dage ventes at fremlægge en plan for, hvordan EU samlet set skal blive uafhængig af russisk gas.
Kommissionen ventes at søge inspiration i den 10-punktsplan, som Det Internationale Energiagentur (IEA) fremlagde i sidste uge i samarbejde med EU-Kommissionen og det franske EU-formandskab. Planen rummer bl.a. forslag om at finde alternative kilder til naturgas, intensivere udrulningen af vind- og solenergi samt sænke indetemperaturen på arbejdspladser og i boliger.