Kreml melder: Ruslands økonomi er i chok
Rusland melder om hidtil usete konsekvenser af økonomisk krigsførelse.
Der har ikke været mange meldinger om effekten af Vestens sanktioner. Men nu er der forlydender fra Rusland om, at økonomien er blevet ramt hårdt.
Konsekvenserne har været så store, at Kreml torsdag har meldt ud, at den russiske økonomi lige nu oplever et chok, og at man i Moskva aldrig har oplevet en lignende økonomisk situation. Det skriver Reuters.
»Vores økonomi oplever en chokpåvirkning nu, og der er negative konsekvenser, de vil blive minimeret,« har Dmitry Peskov, der er talsmand for Kreml, sagt til journalister på et konferenceopkald.
Ifølge Reuters beskrev han situationen som turbulent, men forsikrede om, at der var gjort tiltag for at berolige og stabilisere markedet.
»Det er fuldstændig uden fortilfælde. Den økonomiske krig, der finder sted mod vores land lige nu, er aldrig sket før. Så det er meget svært at forudsige noget som helst,« udtalte Dmitry Peskov.
Det vides ikke, hvad tiltagene omfatter, men onsdag blev det offentliggjort at regeringspartiet, Forenet Rusland, har fremsat et forslag om at nationalisere udenlandske fabrikker.
Tidligere har der været meldinger fra den russiske vicepremierminister Andrej Belousov om, at udenlandske virksomheder, der ikke ønsker at fortsætte med at operere i Rusland, enten skal overføre deres værdier til russiske partnere eller lukke for produktionerne.
Ydermere er der torsdag kommet en melding fra Kreml om, at man vil tillade russiske virksomheder at stjæle patenter fra virksomheder, der har hjemme i lande, som ikke er venner af nationen.
Ifølge det russiske statslige nyhedsmedie Tass har det russiske ministerium for økonomisk udvikling sagt, at foranstaltningerne vil ”afbøde virkningen på markedet af forsyningskædebrud, såvel som mangel på varer og tjenester, der er opstået på grund af de nye sanktioner fra vestlige lande.”


