Musikindustrien har kronede dage i USA: Så stor en andel af indtægterne kommer i dag fra streaming
Finans fakta: Den amerikanske musikindustri har kronede dage, og i 2021 voksede indtægterne fra salg og afspilning af musik i USA 23 pct. Størstedelen af beløbet kommer i dag fra streaming.
Musikindustrien har kronede dage i USA, og selvom cd’erne ikke længere bliver revet af hylderne, har de amerikanske pladeselskaber de seneste år haft enorm succes med at øge indtægterne fra især streamingtjenesterne.
Det viser en opgørelse fra den amerikanske brancheorganisation Recording Industry Association of America (RIAA).
Alene i 2021 steg de samlede indtægter fra salg og afspilning af musik i USA med 23 pct. til 15 mia. dollars, hvilket svarer til cirka 100 mia. kr. Dermed er indtægterne i musikindustrien nu vokset uafbrudt i seks år.
Alle indtægtskilder bidrog ifølge RIAA til væksten med undtagelse af digitale downloads, der i dag udgør 4 pct. af salget. På den anden side voksede indtægterne fra salget af abonnementsløsninger betragteligt.
Streaming er i dag den langt vigtigste indtægtskilde for den amerikanske musikindustri og udgjorde således 83 pct. af salget sidste år. Streaming dækker blandt andet over abonnements- og reklamebaserede løsninger som Spotify, digitale radiostationer og musiklicenser til sociale medier.
Størstedelen af indtægterne hentes hos netop betalende abonnenter, der bidrog med 9,5 mia. dollars i indtægter i 2021. Det svarer til 64 mia. kr.
På blot fem år er antallet af amerikanere, som har et musikabonnement, fordoblet fra 35,3 mio. i 2017 til 84 mio. i 2021, viser RIAA’s opgørelse.
Til trods for at forbrugerne for alvor har taget de digitale løsninger til sig, er der dog stadig dem, som har en musikafspiller derhjemme. Mens cd-salget fortsat lever i USA, foretrækker de fleste amerikanere vinylplader. Salget af disse udgør cirka to tredjedele af indtægterne fra de fysiske medier.