Krigen i Ukraine truer unikt naturområde: »Utrolig deprimerende«

Ruslands invasion af Ukraine kan også blive ødelæggende for videnskaben.

Krigen kan for eksempel begrænse forskeres adgang til russisk viden om klima og biodiversitet i dele af Arktis og i Sibirien. Områder, som har en helt særlig vegetation, klimatiske forhold, biodiversitet, millioner år gamle fossiler og sjældne arter. Det skriver Videnskab.dk.

Danske Jeppe Kristensen forsker i rewilding, og han skulle netop nu have sat kurs mod Rusland for at undersøge, hvordan store dyr påvirker næringsstof- og kulstofdynamikker i jorden i Pleistocene Park – et stort naturområde i Sibirien, hvor man forsøger at genskabe et landskab som det, der var i området under den sidste istid.

Læs også: Invasionen af Ukraine påvirker rumfarten

Sanktioner kan være parkens endeligt

Pleistocene Park er hjemsted for et af verdens største forskningsprojekter om rewilding. Kameler, bisoner, vilde heste, moskusokser og mange andre dyr er blevet sluppet løs i parken.

»Det er et unikt projekt, der ikke findes andre steder i verden. Selv om det har været beskrevet meget i populærvidenskaben, så er der stadig meget lidt, der er evalueret videnskabeligt, og antallet af videnskabsfolk, der har forsket i Pleistocene Park, er ret lille,« beretter Jeppe Kristensen, der er tilknyttet School of Geography and the Environment på University of Oxford, til Videnskab.dk.

Den danske forsker har fået en bevilling fra Carlsbergfondet og EU til sit projekt. Men krigen i Ukraine har sat en brat stopper for det store projekt, som han nu frygter smuldrer helt, efter at officielle samarbejdsaftaler med russiske forskningsinstitutioner er indstillet.

»I det store perspektiv er det utrolig deprimerende. Pleistocene Park er stort set finansieret udelukkende af udenlandske forskningsmidler fra blandt andet USA og Tyskland, og de midler fik fra den ene dag til den anden en ende. Så nu risikerer man, at et forskningsprojekt, som har kørt i 30 år og ikke er blevet videnskabeligt evalueret, falder sammen,« siger Jeppe Kristensen.

Parkens fremtid er stadig uvis, efter hvad Jeppe Kristensen har hørt. Han har været i kontakt med russiske Nikita Zimov, der driver parken, og som lige nu vurderer, at der vil være midler til at holde parken kørende et år.

Læs også: Forsker: Sådan kan tab af biodiversitet gøre os syge

Sibirien er et stort arkiv

Set med forskerbriller giver krigen i Ukraine anledning til bekymring for megen af den forskning, der foregår omkring den russiske del af Arktis og Sibirien, uddyber Jeppe Kristensen.

»Det er jo så enkelt, at vi nu har fået besked på, at vi ikke skal samarbejde med russiske universiteter mere, hvilket jeg naturligvis bakker op om. Derudover er det umuligt rent logistisk at få forskningsudstyr til Rusland efter invasionen. Så al den klimaforskning, jeg kender til, som ikke bedrives af russiske forskningsinstitutioner, er stoppet,« siger Jeppe Kristensen.

Et af de områder, som er særligt interessant og unikt, er området Beringia, der blandt andet dækker noget af det østlige Sibirien. Det er et enormt område, som ikke var isdækket under sidste istid, hvilket gør det helt unikt af flere årsager, fremhæver Jeppe Kristensen.

»Området er blandt andet særligt, fordi det består af flere hundrede tusinde år gamle lag, og på den måde kan man sige, at det er et kæmpe arkiv over, hvordan økosystemerne så ud i sidste istid og i særdeleshed længere tid tilbage.«

I Beringia kan man næsten ikke sparke sig frem for mammutskeletter, som Jeppe Kristensen formulerer det. Og når man forsker i store dyr og økosystemer, er netop dét område et af de mest unikke at studere, når det kommer til, hvordan klimaet og økosystemerne har forandret sig over tid.

Læs også: Kan genoplivning af mammutten bremse global opvarmning?

Vi skal holde øje med permafrosten

En anden alvorlig sag er, at permafrosten i Sibirien, der er blevet beskrevet som en tikkende klimabombe, nu kan blive sværere at tilgå og forske i.

»Man har tykke lag af permafrost, der har oplagret enorme mængder af organiske materiale, og det kan være en klimabombe, hvis det fiser ud i atmosfæren. Så det er selvfølgelig problematisk, hvis forskningen i forståelsen af dette bliver afbrudt,« siger Jeppe Kristensen.

På den lange bane frygter Jeppe Kristensen, at de gode samarbejder bliver revet op ved roden, og at vigtig viden går tabt, fordi de russiske forskere har et indgående kendskab til den russiske del af Arktis.

»Det frygter jeg nu bliver sat tilbage til 1991, og på den lange bane vil det være et kæmpe tilbageslag,« slutter Jeppe Kristensen.