Carlsberg trækker sig fra Rusland: »Når man har sat det her til-salg skilt på, så køber man sig en smule tid«
»Vi har ikke en skæringsdato for processen,« oplyser Carlsberg om salget af sin russiske forretning. Det giver strategisk bryggeriet ekstra tid i en svær situation, mener analytiker.
Mandag eftermiddag offentliggjorde Carlsberg, at bryggeriet sætter den russiske del af forretningen til salg.
Beslutningen kom få timer efter, at den hollandske konkurrent Heineken havde truffet samme beslutning. Nu skal Carlsberg finde en køber i et svært marked og muligvis nedskrive med et milliardbeløb.
Men i modsætning til den hollandske koncern, der få timer forinden trak sig fra Rusland, har Carlsberg ikke meldt noget ud om, hvor meget man forventer at nedskrive. I en tid, hvor der har været markant pres på Carlsberg for at trække sig fra Rusland, har man nu strategisk købt sig tid til at finde en køber, mener aktieanalytiker hos Jyske Bank, Henrik Hallengreen Laustsen.
»Man vælger at hoppe ud, men man gør det også uden at sætte en tidslinje på. Man siger: ”Vi forlader landet, men vi vil ikke deltage i et brandsalg.” Der er en situation, hvor alle vil ud, men hvor der ikke er nogle købere. Så når man har sat det her til-salg skilt på, så køber man sig en smule tid,« siger han.
Beslutningen om at sælge følger et stort pres på danske virksomheder med fortsat drift i Rusland.
Fra et etisk synspunkt er det efterhånden svært fortsat at have forretning i Rusland. De prøvede jo i første omgang at fortsætte at sige, at de ikke ville tage profit fra Rusland, men så længe man opererer i Rusland og betaler skat i landet, er man i et vist omfang med til at finansiere Ruslands krig
Indtil Carlsberg mandag valgte at sætte den russiske forretning til salg, havde man forklaret beslutningen om fortsat drift i Rusland med, at man ønskede at sikre sine 8.400 russiske medarbejderes levebrød. I pressemeddelelsen beklager Carlsberg over for sine medarbejdere, som man forklarer, at man fortsat vil understøtte ved at drive forretningen videre indtil et salg er på plads. Dermed fortsætter Carlsberg sin strategi, vurderer Henrik Hallengreen Laustsen.
»Det her en måde at fortsætte forklaringen om, at man kender sine medarbejdere, har set dem i øjnene og tager vare om dem. Så man driver jo egentlig forretningen videre, som man har gjort hidtil, men så placerer man et stort, fedt ”til-salg”-skilt på, mens man inviterer købere ind,« siger han.
Ifølge pressemeddelelsen fra Carlsberg hev virksomheden sidste år 6,5 mia. kroner i omsætning og 682 mio. kroner i driftsresultat fra den russiske forretning. Alligevel giver beslutningen mening for Carlsberg, »etisk, medmenneskeligt men også finansielt,« mener aktieanalytiker i Sydbank, Per Fogh.
»Det her er et hårdt slag for Carlsberg. Men det er ikke noget, der slår benene væk under dem rent finansielt. Det er en regnskabsmæssig nedskrivning af deres værdier, der betyder, at Carlsberg ikke skal have penge op af lommen.«
I 2008 opkøbte Carlsberg sammen med netop konkurrenten, Heineken, det britiske bryggeri Scottish & Newcastle for 76 mia. kr. Med i købet fulgte det russiske bryggeri Baltika Breweries. I dag har Carlsberg aktiver for næsten 20 mia. kroner i Rusland blandt andet i form af otte bryggerier. Det beløb ses i lyset af Carlsbergs egenkapital på omkring 44 mia. kr.
Alligevel mener heller ikke Jesper Ingildsen, der er aktieanalytiker for den norske bank DNB, at nedskrivning vil ramme Carlsberg mærkbart.
»En nedskrivning af den her størrelse kommer ikke til at betyde det store. På papiret ser det ikke godt ud, men når nedskrivninger er forventede, som de her er, så bliver du sjældent ramt af en negativ reaktion, den dag annonceringen så kommer. Der er meget få, der ikke regner med, at de kommer til at nedskrive det hele,« siger han.
Hos DNB Bank, Sydbank og Jyske Bank er der enighed om, at der ikke er nogen sparerunde på vej for Carlsberg. Beslutningen vil heller ikke ramme Carlsbergs finansielle performance, da det russiske marked hverken var i betydelig vækst eller var særligt profitabelt for Carlsberg, mener Jesper Ingildsen.
»Nu kan Carlsberg fokusere endnu mere på Europa, som godt nok ikke er et højvækst marked, men et stabilt marked. Men det vil også give mulighed for at fokusere på Asien og især Kina, hvor der er høj vækst,« siger Jesper Ingildsen, som derfor mener, at beslutningen var forventelig:
»Fra et etisk synspunkt er det efterhånden svært fortsat at have forretning i Rusland. De prøvede jo i første omgang at fortsætte at sige, at de ikke ville tage profit fra Rusland, men så længe man opererer i Rusland og betaler skat i landet, er man i et vist omfang med til at finansiere Ruslands krig.«
Nu skal Carlsberg finde en køber til sin russiske forretning. Og med en fortsat krig i Ukraine, et svækket russisk marked og ganske få vestlige virksomheder tilbage i Rusland, kan det vise sig at blive en svær øvelse for den danske bryggerigigant, vurderer alle tre analytikere.
Ifølge Jesper Ingildsen bliver det meget svært at forestille sig, at man kan finde en vestlig køber af Carlsbergs forretning.
»Køberen må næsten blive en lokal. En konkurrent eller vel nærmest en oligark. Du får svært ved at se en vestlig virksomhed, der investerer i Rusland i de her tider,« siger Jesper Ingildsen.
Alle tre analytikere er dog enige om, at beslutningen er et endegyldigt farvel til det russiske marked for Carlsberg, selv hvis der skulle komme en fredsaftale eller en våbenhvile inden salget er gennemført.
»Jeg vil se det som et farvel til Rusland, det vil være meget svært at forklare, at man alligevel vælger at beholde det,« siger Per Fogh.
Finans har bedt Carlsberg om et interview med bestyrelsesformand Henrik Poulsen, forkvinde i Carlsbergfondet Majken Schultz og adm. direktør i Carlsberg Cees ’t Hart. Det har ikke været muligt.
Finans har i en mail til Carlsberg blandt andet spurgt Carlsberg, hvor lang tid beslutningen har været truffet, hvilken pris man regner med at få for sin russiske forretning, om man stadig gennemfører salget, hvis der skulle falde en fredsaftale på plads inden en køber er fundet, og om man har en potentiel køber klar.
I et skriftligt svar oplyser Carlsberg Group:
»Det er ikke nogen let beslutning, men en der kommer efter en grundig gennemgang af de strategiske alternativer til vores forretning i Rusland. Konklusionen er, at vi ikke ser det som en mulighed at fortsætte vores tilstedeværelse i Rusland. Det har været en svær beslutning, da den har store konsekvenser for vores forretning og vores 8.400 medarbejdere i Rusland. Netop hensynet til vores medarbejdere har været en vigtig del af den beslutning, som vi har truffet. Vi vil på et senere tidspunkt give flere informationer om de finansielle konsekvenser af denne beslutning. Vi har ikke en skæringsdato for processen. Vi har netop igangsat processen, så derfor står der af gode grunde ikke en køber klar, men nu er skiltet sat i vinduet, og så må vi tage den derfra.«
Investorerne valgte at tage varmt imod både Heineken og Carlsbergs beslutning om at forlade Rusland. Mens Heinekens aktiekurs forblev stort set uændret steg Carlsbergs B-aktie med cirka 3,5 pct.